UAGTET DE endog meget usikre udsigter for Irak kan intet anstændigt menneske beklage Iraks bloddryppende eksdiktator Saddam Husseins fald. Diktatoren undertrykte sit folk, stod bag tortur, henrettelser, forfølgelse og var langt uden for sit eget rige en destabiliserende faktor. Krigen imod Irak var imidlertid ikke begrundet i hensynet til irakerne, som nogle nu hævder. Det er en efterrationalisering. Krigen blev ført på påstande om, at Irak besad masseødelæggelsesvåben og udgjorde en trussel imod verdensfreden. Godt tre måneder efter Saddam Husseins fald tyder alt imidlertid på, at grundlaget ikke var i orden: Der er ikke fundet bevis for, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, og det er højst tvivlsomt, at man nogensinde finder det. Irakkrigen viste tværtimod, at hans styre militært set var langt svagere end antaget. Allerede før krigen var der omfattende skepsis over for påstandene om Iraks militære styrke. Hele argumentet for krigsmodstandernes krav om at give FN's våbeninspektører mere tid var, at man ikke havde beviser for, at Irak besad masseødelæggelsesvåben. Tværtimod blev en stribe indicier allerede pillet fra hinanden inden krigens start. Man brugte tvivlsomt efterretningsmateriale, fordrejede oplysninger og - ved vi i dag - kom med direkte usande oplysninger. Det ryster hele grundlaget for den krig, som den danske regering altså lod Danmark bidrage aktivt til. DET KRÆVER svar på nogle centrale spørgsmål: Hvorfor fandt den danske regering det alligevel rigtigt at deltage i en krig, der ikke bare førte til en diktators fald, men som også kostede tusinder af civile irakere livet og blev ført på et folkeretligt tvivlsomt grundlag? Hvad lå bag de gentagne udsagn om, at Saddam Hussein var en alvorlig trussel? Kan det være rigtigt, at en regering går i krig alene på grundlag af 'åbne kilder' - offentligt tilgængeligt materiale - som udenrigsministeren har bedyret det. Og hvorfor har regeringen så afvist at oplyse om kilden til statsminister Anders Fogh Rasmussens udtalelse om, at Saddam Hussein havde »åbenlyse forbindelser til terrorister og muligvis stadig har det«? Hvordan kan udenrigsminister Per Stig Møller afvise kritik fra den nyligt afgåede leder af FN's våbeninspektører, Hans Blix, af, at regeringen overfortolkede hans rapporter? Mens Hans Blix understregede, at manglende oplysninger om det irakiske våbenprogram ikke automatisk betød, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, så sagde udenrigsministeren i Folketinget 21. marts, at den irakiske diktator havde dem. »Hans Blix bekræftede i morges i fjernsynet, at han har dem«, sagde ministeren dengang, inden han så i går - tre måneder efter Saddam Husseins fald - indrømmede, at det var forkert. Han var angiveligt blevet vildledt af ... morgen-tv. Er det så underligt, at vi kræver svar på nogle centrale spørgsmål?