MÆRSK Mc-Kinney Møller kan med stolthed se tilbage på sine bedrifter, når han i dag i familiens skød markerer 90-års-dagen. Siden han som 51-årig overtog roret, i det der allerede dengang i 1965 var Nordens største rederi, har han med sikker hånd gjort koncernen endnu mægtigere, så den i dag er blandt verdens 200 største virksomheder og har over 60.000 ansatte. Den 90-årige er uden sammenligning Danmarks mest magtfulde erhvervsmand. Igennem de seneste 40 år har han opbygget et imponerende netværk, der omfatter hundredvis af erhvervsfolk over hele kloden, og som rækker langt ind i både danske og udenlandske regeringer. Mærsk Mc-Kinney Møller er unik. Og skulle han være i tvivl om, hvorvidt han matcher sin højt værdsatte fader, Arnold Peter Møller, er svaret ja. Godt nok er det faderen, der har skabt fundamentet for det seneste århundredes største danske erhvervssucces, men det er sønnens fortjeneste, at virksomheden A.P. Møller - Mærsk i dag er en global koncern med en samlet værdi på knap 150 milliarder kroner. Nok så væsentligt har sønnen formået at agere langt mere elegant og anstændigt i det politiske system end faderen. Mens faderen konstant forsøgte at udbrede sit ultrakonservative og antidemokratiske politiske livssyn, har sønnen i højere grad accepteret de demokratiske spilleregler og har tilsyneladende erkendt, at forretningsmæssig begavelse ikke automatisk indebærer en tilsvarende politisk begavelse. DER ER GODE grunde til at fejre fødselaren. Og det er også sket. Medierne er flydt over med hyldestord og særlige tillæg om Mærsk Mc-Kinney Møller. Hvis ikke skibsrederens nærmest mytologiske status i forvejen var ude af proportioner, er den blevet det nu. Selv om Mærsk Mc-Kinney Møller er svær at undervurdere, er fascinationen og erhvervspressens rygklappende helgendyrkelse gået for vidt. Særligt fordi en lang række problematiske aspekter ved Mærsk Mc-Kinney Møller og hans imponerende koncern bliver ignoreret eller nærmest omgjort til positive karaktertræk. Seneste eksempel er fusionen mellem Møllerselskaberne D/S Svendborg og D/S 1912. Fusionen gav et hidtil ukendt indblik i virksomhedens økonomiske forhold, hvilket straks sendte A.P. Møller-aktierne på himmelflugt. I løbet af et halvt år steg aktierne med 100 procent. Kursstigningerne er siden blevet fejret af erhvervspresse og aktieanalytikere, som lykkeligt ignorerer den virkelige historie bag. Nemlig at Mærsk Mc-Kinney Møller i årevis bevidst har sjoflet almindelig anstændighed på aktiemarkedet. Hvis investorerne, som primært udgøres af danskernes pensionskasser, ikke sikres åbne og gennemskuelige regnskaber, opererer de i blinde. Og det er lige nøjagtig, hvad der er sket, når det gælder A.P. Møller. Alle de investorer, der solgte deres aktier, før Mærsk Mc-Kinney Møller besluttede sig for at leve op til de almindelige krav om åbenhed, er simpelthen blevet tørret. MEST PROBLEMATISK er dog det samdrægtige samkvem mellem staten og A.P. Møller. Selv om både Mærsk Mc-Kinney Møller og hans fader konsekvent har besunget den frie markedsøkonomi, har de ofte udnyttet deres position til at sikre sig særbehandling. Et eksempel er værftssagen, hvor både staten og A.P. Møller udadtil prædikede fri konkurrence og en afvikling af statsstøtten, mens de i det gedulgte slog pjalterne sammen og pumpede ulovlige millioner i dansk værftsindustri. Et andet eksempel er parløbet om den danske undergrund. Siden A.P. Møller i 1962 fik eneretsbevillingen, har Danmark ikke kunnet føre energipolitik uden at spørge hos rederiet på Esplanaden. Resultatet er velkendt: Sammenlignet med nabolandene omkring Nordsøen har Danmark en af de laveste beskatninger af olieindvinding. I DAG MÅ MAN spørge sig selv, hvorfor det var så magtpåliggende, at en dansk virksomhed skulle stå for olieindvindingen, når udenlandske selskaber stod i kø. Det havde utvivlsomt været lettere at gennemføre en rimelig og retfærdig beskatning af olien, hvis et udenlandsk selskab havde fået koncessionen. Og selv om A.P. Møller 'tog opgaven på sig af nationale grunde', er det værd at huske, at rederiet hurtigt solgte en andel på 80 procent til udenlandske selskaber. At Mærsk Mc-Kinney Møller varetager egne interesser, kan man ikke bebrejde ham, selv om den nationale tone, han ofte anlægger, kan virke anstrengende. Det virkelige problem er den måde, hvorpå både politikerne og mange danske erhvervsfolk gradbøjer deres hæderkronede principper i respekt for den fascinerende skibsreder. Danmark vil først for alvor kunne bryste sig af at være en moderne del af den europæiske og globale virkelighed, når både erhvervslivet og politikerne tager et selvkritisk opgør med dansk erhvervslivs suveræne faderskikkelse og ledestjerne.