TJETJENIEN var på forsiderne af de danske medier, da regeringen sidste efterår valgte at arrestere den tjetjenske leder, Akhmed Sakajev, under et besøg i København. Siden har Tjetjenien trængt sig på igen og igen, senest efter attentaterne på en rockfestival i Moskva, der foreløbig har kostet 15 mennesker livet. Ifølge myndighederne står tjetjenske terrorister bag, og så er vi fremme ved pointen. Den russiske regerings og præsident Putins politik over for oprørerne har slået fejl uanset folkeafstemningen om en ny status for republikken og uanset planerne om afholdelse af præsidentvalg 5. oktober. Problemet er, at en del af republikkens befolkning trods umådelig krigstræthed ikke ønsker at vælge en præsident, når de i forvejen har en - som blot er fordrevet. For Rusland er han et redskab for terroristerne, mens han for mange tjetjenere repræsenterer deres håb om selvstændighed. Andre tager afstand fra både de yderligtgående tjetjenske terrorister og den russiske besættelsesmagt, men de ønsker under ingen omstændigheder at gå til valg med russiske bajonetter i ryggen. PRÆSIDENT Putin har ret i, at dele af den tjetjenske frihedsbevægelse optræder som rene terrorister. Men over for sig har de en besættelsesmagt, der ifølge dele af den russiske opposition, humanitære organisationer i Rusland og udlandet som Human Rights Watch og Amnesty International fører sig frem med vold og krigsforbrydelser i sit fodspor. Rusland har også gjort alt for at sætte de tjetjenske politikere ud på et sidespor, som både har en vis legitimitet i befolkningen, og som samtidig kan være acceptable forhandlingspartnere for Rusland. Den politiske dialog bliver svær, når kun én part kan tage plads ved forhandlingsbordet. For der er kun en politisk løsning i Tjetjenien. Situationen er gået i hårdknude, og det vil den sikkert være frem til præsidentvalget. Det er intet mindre end en tragedie, for blodet risikerer at flyde, uden at valget bringer Tjetjenien og Rusland et skridt nærmere freden. Imens ser verden passivt til, i erkendelse af at præsident Putin ikke ønsker fremmed indblanding. Men trods det bør ikke mindst Ruslands europæiske samarbejdspartnere reagere - om ikke andet for at vise, at selv et stort og stolt land ikke har ret til år efter år at sætte elementære menneskerettigheder ud af kraft.