EN VIDENSKABSMAND er, ifølge Storm P., en person, der har læst sig til noget, alle andre ved. Så derfor kan det vel ikke undre, at Forskningsstyrelsens direktør i gårsdagens Politiken fastslår, at forskere under ingen omstændigheder må lyve, når de ytrer sig offentligt i skrift eller tale som forskere, dvs. når de 'stjæler' autoritet fra deres titel. Men denne selvfølgelighed skal nu indgå i de nye kriterier, som Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) for fremtiden skal vurdere klager efter. Revisionen er en direkte udløber af debatten om Bjørn Lomborgs kontroversielle debatbog 'Verdens sande tilstand'. Og den egentlige nyhed er, at UVVU nu vil stille samme redelighedskrav til forskernes læserbreve, kronikker og udtalelser til massemedier som til deres afhandlinger og bidrag til videnskabelige tidsskrifter. I BEDSTE fald er denne argumentation forvrøvlet, i værste fald skadelig for samfundsdebatten. For selvfølgelig bør ingen lyve, når de ytrer sig. Og lige så selvfølgeligt er det i praksis umuligt at få alle nuancer, forbehold og noteapparat med, hver gang en forsker formidler sin viden til offentligheden. Sådan er vilkårene for forskere og alle andre, hvis indsigt er nødvendig for at give offentligheden kvalificeret indsigt i samfundet og dets problemstillinger. Og hvis den praksis hæmmes af skærpede krav til videnskabelig formidling, vil den offentlige debat lide et alvorligt kvalitetstab. En risiko, som hetzen mod de såkaldte smagsdommere allerede har illustreret - senest i Dansk Folkepartis trusler mod Holocaustcentret. I det hele taget synes UVVU's bestræbelser på at værne forskernes videnskabelige autoritet at bygge på en undervurdering af den brede offentligheds intelligens. UVVU går åbenbart ud fra, at troen på objektive videnskabelige sandheder er udbredt, og at offentligheden let lader sig vildføre. Som om der ikke næsten hver dag er modstridende oplysninger i Politiken fra respektable og hæderlige forskere - ofte endda i samme artikel og ofte baseret på samme data. Vi ved godt, at forskere i sociologi, økonomi, psykologi, historie, miljø, ernæring osv. ofte er uenige på et hæderligt og informeret grundlag. Heldigvis, for uenigheden svækker ikke forskernes autoritet. Det er tværtimod deres begrundelser for den, der gør offentligheden klogere. UVVU bør spare på krudtet til den dag, hvor forskerne i enighed præsenterer den endegyldige sandhed. For så ved vi, de er fulde af løgn.