DEN mellemøstlige fredsproces er i krise. Det vil vi opleve gang på gang. Det er en del af fredsprocessens natur, dels fordi den stiller krav om enorme og smertelige indrømmelser fra begge sider, dels fordi den palæstinensiske og den israelske regeringsleder er afhængige af hver sin genstridige koalition og skrøbelige parlamentariske grundlag. I denne krise truer den nye palæstinensiske regeringsleder, Mahmoud Abbas, kendt som Abu Mazen, med at træde tilbage, hvis de væbnede og politiske organisationer i det palæstinensiske samfund ikke tilsiger ham deres støtte. Formelt set 'tilbyder' han at gå af. Reelt er det dog næppe hverken hans lyst eller hans plan. Men hans situation er ikke blevet bedre af, at den amerikanske ambassadør i Tel Aviv i et letsindigt og nedladende øjeblik har omtalt Abu Mazen som en »svag« leder. DER er brug for det modsatte. Hvis USA og Israel mener noget med deres tilsagn til den såkaldte køreplan for fred, skal de snarere give palæstinenserne grund til at have tillid til deres nye leder. Det kan kun ske ved at vise ham respekt og ved at sætte tempo på fredsprocessen. Israel må trække sig tilbage fra flere palæstinensiske byer og påbegynde en reel opgivelse af bosættelser i de besatte palæstinensiske områder. Hidtil er opgivelsen af små bosættelser i langt de fleste tilfælde blevet ledsaget af oprettelsen af nye. Palæstinenserne kræver også en løsladelse af samtlige palæstinensiske fanger i israelske fængsler. Det vil formentlig være et opnåeligt led i en endelig fredsslutning, mens det er forståeligt, hvis israelerne ikke straks løslader de direkte ansvarlige for de aktuelle blodige attentater på israelere, før en fredsaftale er i hus - og før Abu Mazen har vist, at han selv vil og kan standse terror mod israelere. Men køreplanen forpligter parterne til at tage et skridt ad gangen og så endnu et skridt og endnu ét. Derfor er det opmuntrende, men også nødvendigt, at israelske og palæstinensiske repræsentanter er begyndt at forhandle om en israelsk tilbagetrækning fra Jenin og andre store palæstinensiske byer på Vestbredden. Det er et aftalt led i fredsprocessen. Det er også nødvendigt for palæstinensernes tillid til både køreplanen og Abu Mazen. Og det er ret beset i Israels interesse at slippe fri af besættelsesrollens ødelæggende påvirkning af det israelske samfund. Kort sagt: Videre! Ingen af parterne har en interesse i at standse op eller at vende tilbage til den dødbringende vold og ødelæggelse, der er fredsprocessens eneste alternativ.