UDVIKLING betyder på vore breddegrader fremskridt. Vi tjener mere, bliver sundere, og vores velfærdssystem yder mere - alt sammen med periodiske tilbageslag, men tendensen er klar: Det går fremad. Det gør det ikke for indbyggere i så forskellige lande som Angola, Nicaragua, Letland og Rusland. Her er folk blevet fattigere mellem 1990 og 2001, og det er en ringe trøst, at de deler skæbne med 50 andre lande i verden, hvoraf flere råder over vigtige ressourcer. Tallene fremgår af den årlige rapport fra FN's udviklingsorganisation UNDP, som blev offentliggjort tidligere på ugen. Overskriften var indlysende: 'Det tabte årti', for alt for mange lande i verden har ikke oplevet økonomisk vækst eller udvikling på andre områder. Samtidig er situationen fortsat katastrofal, når talen falder på sundhed, børnedødelighed og uddannelse. Rigdommene er fortsat uhyggeligt ulige fordelt, og især Afrika halter efter resten af verden. Flere af FN's udviklingsmål, hvor tidsfristen er 2015, bliver først nået i 2147 eller 2165 - hvis situationen vel at mærke ikke bliver værre. HVEM HAR så skylden? De fattige lande selv har deres del af ansvaret, og kolonialismens arv kan ikke fortsat forklare eller retfærdiggøre galopperende korruption, opgør mellem stridende krigsherrer, blodige diktaturer og manglende evne og vilje til at gøre op med skadelige og rodfæstede traditioner og vaner. Alt det er sandt. Men det ændrer ikke ved, at de rige lande bærer en stor del af ansvaret. Lad os tage Angola. Landet var i mange år en vigtig brik i den kolde krig, og i de seneste år har landets store naturlige ressourcer gjort det til en kastebold for udenlandske økonomiske interesser. Investeringer bliver ikke foretaget for at hjælpe landet, men for at gøre aktionærer i den rige verden endnu rigere. DE INTERNATIONALE økonomiske organisationer som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond har også begået en række fejltrin, som UNDP rigtigt understreger. I dag er kendsgerningen, at flere af de lande, der for ti år siden blev fremstillet som 'tigerøkonomier', står over for store økonomiske problemer, og at flere af dem oplever voldsom tilbagegang. Det er et af resultaterne - understreger UNDP's administrator Mark Malloch-Brown - af en naiv og dybt ideologisk tro på, at ødelæggelse af den offentlige sektor og total liberalisering af økonomien ville sikre vækst og fremskridt. Flere steder var det nødvendigt at gøre op med stive, statslige strukturer. Men alt for mange steder er sunde børn smidt ud med badevandet, og det er f.eks. ikke noget tilfælde, at lande som Rusland og Letland figurerer på den triste liste over lande, hvor befolkningen økonomisk har fået det dårligere i de forløbne ti år. Her betaler snesevis af millioner af mennesker prisen for økonomiske eksperimenter, der i flere sektorer af samfundsøkonomien er slået fejl. Igen er der tale om lande med behov for dybtgående politiske og økonomiske reformer. Men ideologien tog over, og nu er der brug for nye justeringer. Som Malloch-Brown udtrykker det: Markedsreformer er ikke nok. Man kan ikke bare liberalisere. Man har også brug for en interventionistisk strategi. DER ER også brug for nytænkning og opgør på andre områder. F.eks. har EU netop vedtaget en landbrugsreform, der er et første skridt i kampen mod de store subsidier til landbruget i EU. Men der er tale om et lille skridt, og subsidierne vil mange år fremover påføre landmænd uden for Europa og Nordamerika en fuldstændig urimelig konkurrence, som gør det svært for dem at få gang i effektive lokale produktioner endsige eksport. De fattige lande bliver også mødt af handelsbarrierer, og ved hvert forsøg på at nedbryde dem er der kamp til stregen. Endelig er udviklingshjælpen fortsat langt fra de mål, der blev sat for mange år siden, og indsatsen imod sygdom og manglende uddannelse er fortsat helt utilstrækkelig. Disse sørgelige kendsgerninger står ikke alene over for de traditionelle skåltaler om solidaritet med den fattige del af verden. De bliver sat yderligere i relief af de seneste års kamp mod terrorismen og forsøgene på at lukke de fattige ude fra den rige del af verden. TERRORISMEN ER ikke primært fattige og undertrykte menneskers værk. Men terrorismens bagmænd, ideologer og pengemænd udnytter fattigdom og millioner af fattiges manglende fremtidsudsigter til at rekruttere soldater til terrorismens netværk. Fattigdom og desperation er den muld, terrorismen vokser og trives i, og der er en skingrende modsætning mellem de ressourcer, den rige verden kaster ind i denne kamp, og det, vi tilbyder verden uden for Europa, USA og enkelte rige enklaver. UNDP-rapporten viser også, at kampen mod den illegale indvandring er tabt på forhånd, medmindre voldelige og militære midler bliver sat ind. I de seneste ti år er trykket fra de fattige taget til - og det bliver værre, hvis de rige lande ikke lægger kursen drastisk om. Uanset hvad Pia Kjærsgaard og Anders Fogh Rasmussen så mener.