ENGANG var BBC en institution i Storbritannien, som også var beundret uden for landets grænser. Det er måske stadig tilfældet, men premierminister Tony Blair og hans kontroversielle pressechef, Alistair Campbell, hører ikke længere med i fanskaren. De har rettet voldsomme angreb mod stationens dækning af Irakkrigen, og den har svaret igen ved at henvise til regeringens vidtløftige påstande om, at Irak var i stand til med meget kort varsel at iværksætte angreb med masseødelæggelsesvåben. Ifølge BBC havde Campbell presset efterretningstjenesterne til at overdrive den mulige trussel fra Irak. Beskyldningerne og krav om undskyldninger fyger frem og tilbage, og regeringen forsøger at fremstille BBC som journalistisk uvederhæftig. BBC er også under angreb fra den israelske regering, og igen handler det om indslag, som ikke passede regeringen. I Storbritannien har Tony Blair længe været irriteret over, at BBC og pressen generelt ikke danser efter Alistair Campbells og de øvrige medierådgiveres pibe. Frustrationen er ikke blevet mindre af, at netop Tony Blairs regering bruger store ressourcer på at 'sælge' regeringens politik, og vreden begynder mere og mere at ligne et forsøg på at banke BBC og virksomhedens journalister på plads med en blanding af pres, trusler og chikane. DET ER en meget uheldig udvikling, som i sidste instans kan føre til selvcensur, selv om BBC's ledelse og journalisterne hidtil har givet regeringen svar på tiltale. Det er især foruroligende, at vi ser lignende tendenser andre steder. I Danmark genopliver de mere primitive elementer i den borgerlige lejr tesen om 'de røde lejesvende', der i Danmarks Radio misinformerer befolkningen om Irak og verdens gang i det hele taget. I Italien har EU-formand Silvio Berlusconis kampagner mod det statslige tv antaget en sådan form, at anerkendte mediefolk har valgt at forlade tv-stationen i resignation. Naturligvis skal pressen med sin store - men ofte overvurderede - magt have modspil. Den skal være åben for kritik, og den skal indrømme fejl, tage konsekvenserne af dem og gøre arbejdet bedre. Men de igangværende kampagner er rent politiske aktioner, som skal skræmme kritiske mediefolk fra enhver kritik af magthaverne. Det ligner skjult censur, og det er en farlig vej at betræde. Ikke mindst for de politikere, der som en af deres fornemste opgaver har at beskytte og udvikle demokratiet.