MANDAG VAR sidste arbejdsdag for lederen af FN's våbeninspektører i Irak, Hans Blix, og set i bakspejlet bliver det stadig klarere, at han under helt urimelige arbejdsbetingelser kompetent udførte et både solidt og sobert stykke arbejde. Allerede da Blix i begyndelsen af år 2000 blev udpeget til leder af våbeninspektørerne, vidste alle, at han havde fået en uriaspost, men først efter at den amerikanske kampagne mod Irak for alvor tog fart sidste efterår, stod det klart, hvor helt urimeligt vanskeligt et job den nydelige ældre svensker havde påtaget sig. Umiddelbart efter at våbeninspektørerne i november sidste år atter fik adgang til Irak, blev Blix udsat for et massivt amerikansk pres for i løbet af ekstremt kort tid at konkludere, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og dermed legitimere den krig, som meget nu tyder på, at USA's regering i forvejen havde besluttet sig for. Samtidig fortsatte Saddam Hussein med at lægge så mange hindringer som muligt i vejen for Blix' arbejde, og for at understrege våbeninspektørernes rædsomme arbejdsforhold pressede fredsbevægelser verden over på for, at Blix i sine rapporter skulle gøre sit for at forhindre krigen. DEN SLAGS pres kræver sin mand at kunne modstå, men som Kofi Annan udtrykte det i sit afskedsbrev, demonstrerede Blix en »ro, værdighed og professionalisme« som få andre gennem FN's snart 60-årige historie. I sine afbalancerede og nuancerede rapporter til Sikkerhedsrådet nægtede Blix konsekvent at gå på kompromis med sandheden, som han så den, og lagde sig derved ud med både høgene i Washington og duerne i de europæiske hovedstæder. Men uanset hvad Bush og andre måtte mene, er verden ikke enten sort eller hvid, og jo længere tid der går, før de amerikanske og britiske tropper i Irak finder håndfaste beviser på, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, jo mere troværdige og rimelige virker Blix' nuancerede rapporter. Hans Blix fik aldrig en chance for at færdiggøre arbejdet, og som tiden går uden nye beviser, virker de amerikanske beskyldninger om nøl mere og mere urimelige og manipulerende. Så selv hvis amerikanerne på et tidspunkt finder masseødelæggelsesvåben i Irak, vil det ikke være et tegn på våbeninspektørernes mangler, men i langt højere grad på, at man burde have givet dem mere tid til at gøre deres arbejde. Og finder man aldrig masseødelæggelsesvåben, ja, så bekræfter det jo blot krigens kritikere og understreger, at grundige inspektioner måske ikke er så virkningsløse endda. Under alle omstændigheder har Hans Blix grund til at være tilfreds og nyde sit otium. Han gjorde, hvad han kunne.