DET MEDDELES netop nu, at præsten i Taarbæk, Thorkild Grosbøll, måske alligevel tror på Gud. I hvert fald er han i går, efter sin samtale nr. 2 med biskop Lise-Lotte Rebel, pludselig kommet i tanker om, at han er blevet fejlciteret i et efterhånden verdensberømt interview i Weekendavisen. Det var dér, hvor han sagde: »Jeg tror ikke på en skabende og opretholdende Gud, ikke på en opstandelse eller evigt liv«. Det var satans. Efter tre ugers debat herfra og til himmels, efter endeløse udtalelser fra minister, biskop, gud og hvermand, efter at vi kort sagt alle sammen i tre uger er gået ud fra, at pastor Grosbøll sagde, hvad han sagde, så siger han nu, at det sagde han slet ikke. Hvad skal man snart tro på? Da debatten startede, var vi på dette sted tilbøjelige til at anse Thorkild Grosbøll for at være i konflikt med det 11. bud: 'Det gør ikke noget (at præsten ikke tror på noget), bare der ikke er nogen, som opdager det'. Vi rejste ved samme lejlighed spørgsmålet, om det ville lykkes for biskoppen at få sin underordnede til at hykle. Meget tyder nu på, at ja, det lykkedes faktisk. Men så kommer jo det næste spørgsmål: Må man bære falsk vidnesbyrd mod sin næste? Må Thorkild Grosbøll beskylde Weekendavisens journalist Pernille Stensgaard for at have skrevet noget andet, end hendes interviewoffer faktisk sagde? SANDSYNLIGHEDEN taler jo for, at Weekendavisen har citeret aldeles korrekt. Ellers havde pastor Grosbøll nok slået kontra lidt tidligere og ikke ventet til efter sin afklapsning nr. 2 hos biskoppen. End ikke en præst kan slippe af sted med at holde kæft med tilbagevirkende kraft, endsige gøre spørgsmålet om Guds eksistens til en journalistisk problemstilling frem for en teologisk. Nu er Thorkild Grosbøll for alvor på Herrens mark. Frem for at fægte med åndens sværd og forsvare sit fornuftige teologiske synspunkt vælger han at trække i land og beklikke den professionelle hæderlighed hos den journalist, der har bragt synspunktet ud til offentligheden Det er for småt. Om 14 dage skal pastor Grosbøll til sin tredje samtale. Men hvad opnår biskop Lise-Lotte Rebel i grunden ved at trække såvel præsten som den undrende offentlighed rundt i manegen på denne måde? Skaber hun afklaring? Skaffer hun menigheden i Taarbæk deres præst tilbage? Eller får hun gjort det hele til en efterhånden farceagtig strid om ord, hvor det frem for alt gælder om ikke at have sine meningers mod?