DE FLESTE rædselsscenarier for krigen i Irak holdt heldigvis ikke. Hverken de rædselsscenarier, som kritikere havde malet op, eller de værste fald-scenarier, som krigens arkitekter havde taget højde for. Der blev ikke hundredtusinder eller millioner af flygtninge. Der blev ikke hundredtusinder af dræbte. Der blev ikke nogen olie- og miljøkatastrofe. Krigen bredte sig ikke til nabolande og satte ikke Mellemøsten i brand. Irak blev ikke lagt fuldstændigt i grus og ikke kastet ud i en humanitær katastrofe. De nationale kulturelle samlinger blev ikke ødelagt eller plyndret for al eftertid. Der blev ikke voldsomt stigende oliepriser. Og lykkeligvis blev masseødelæggelsesvåben ikke inddraget i krigen. KRIGENS SIDSTE efterdønninger er endnu ikke døet ud. Og det fremtidige Irak - forhåbentlig civilt, føderalt og demokratisk - er knap begyndt at finde sin form. Men vestlige medier, regeringer og oppositionspartier er allerede travlt optaget af den selvkritik og eftertanke, som heldigvis hører til i parlamentariske demokratier. Havde Saddam Hussein overhovedet masseødelæggelsesvåben? Havde vestlige lande de nødvendige og de rigtige efterretninger forud for krigen? Og skævvred regeringerne bag krigen den tilgængelige viden for at legitimere deres angreb på Saddam Hussein? USA, Storbritannien, Australien, Danmark, Kuwait, Polen og de andre i koalitionen mod Saddam Hussein havde flere begrundelser for krigen. Dels opfattelsen af, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben og var villig til at bruge dem. Dels opfattelsen af, at Saddam Husseins regime var destabiliserende for Mellemøsten. Dels opfattelsen af, at Saddam Husseins diktatur var af en så dødbringende karakter, at det sikkerhedsmæssigt og moralsk måtte stoppes. De forskellige koalitionsdeltagere lagde tydeligvis forskellig vægt på de forskellige begrundelser. Men USA valgte politisk at koncentrere sig om de frygtede masseødelæggelsesvåben, i forventning om at frygten for netop disse våben bedst kunne samle en nødvendig styrke til at vælte Saddam Husseins usædvanlig ondartede diktatur én gang for alle. ENDNU VED vi derimod ikke, om der vil blive fundet masseødelæggelsesvåben i Irak. Vi ved, at Saddam Hussein har haft dem, også at han tidligere har brugt dem. Vi ved, at han ved at nægte at fortælle om deres mulige destruktion forud for krigen har brugt frygten for masseødelæggelsesvåben som led i sin egen regionale magtpolitik. Vi ved, at de fleste arabiske regeringer ved Golfen oplevede hans diktatur som truende og så destabiliserende, at de på hver sin måde valgte at bidrage til krigen og hans fald. Og vi ved, at i hvert fald dele af det irakiske militær var forberedt på, at kemiske våben kunne blive inddraget i krigen. Hvis det viser sig, at vestlige regeringer forsætligt har løjet om deres efterretninger - eller misbrugt dem - kan det koste ministre og regeringer dyrt. Det er en af fordelene ved et parlamentarisk retssamfund. MEN TIL krigens eftertanke og selvkritik savnes et andet presserende selvopgør, som ikke nyder større politisk eller mediemæssig bevågenhed: Hvordan kunne omverdenen, de arabiske naboer og det internationale samfund i årevis passivt bevidne, at Saddam Husseins diktatur fortsatte sin blodige undertrykkelse af det irakiske folk? Dette selvopgør bliver kun vigtigere, hvis det viser sig, at Saddam Hussein i de sidste år primært brugte tvivlen om masseødelæggelsesvåben til at befæste sin egen magt. Mens vi stadig ikke har fået klar viden om masseødelæggelsesvåbnene, er det modsat blevet bekræftet i de skrækkeligste detaljer, at det irakiske diktatur overgik alle andre i Mellemøsten i ondskab. Massegrave bliver løbende, men uden større mediemæssig interesse afsløret og åbnet. Flere hundredtusinde mennesker er myrdet og smidt i disse grave helt frem til krigen. Torturkamrenes forbrydelser er blevet bevist. Censuren, overvågningen og forfølgelsen af dissidenter er demaskeret. Og Saddam Husseins grådige misbrug af Iraks ressourcer, mens hans befolkning led afsavn, er rigeligt og ubehageligt bekræftet. AT DET internationale samfund i så mange år lod diktaturet fortsætte disse forbrydelser, råber ligesom striden om Saddam Husseins våben på selvkritik og eftertanke. Det er i vid udstrækning et fælles arabisk, vestligt og internationalt ansvar, som omfatter både de lande, der igennem årene har bidraget til Saddam Husseins oprustning og magtmisbrug, og de regeringer, der for få måneder siden ganske passivt lod Saddam Hussein fastholde magten og fortsat ville lade ham udøve sin morderiske undertrykkelse af irakerne. Et internationalt tribunal bør etableres for at få besvaret denne beskæmmende side af historien. Hvem hjalp Saddam Hussein? Hvem vendte ryggen til? Hvorfor? Hvad vidste de? Hvordan kan nye krige og nye diktatoriske undertrykkelsesmaskiner, som måtte udløse dem, undgås?