0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mørkemænd

Protester i Iran sender vigtige signaler

Leder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I NÆSTEN EN uge har iranske studenter demonstreret imod Irans konservative præsteskab. De kræver mere demokrati. De kræver ytringsfrihed. De kræver en andel af den modernitet og moderne livsførelse, som er blevet unge i andre lande til del. De demonstrerer, fordi et åndsformørket præsteskab nægter dem de reformer, som et stort flertal af befolkningen ønsker.

Protesterne er et signal om, at iranernes tålmodighed er ved at være slut.

Og det er et signal om, at deres utilfredshed ikke kan kvæles med advarsler eller vold.

Protesterne er tværtimod en markering af, at studenterne nægter at opgive den kamp for reformer, som for fire år siden førte til de voldsomste demonstrationer i Iran i mange år.

Protesterne næres af tiltagende frustration over, at den reformorienterede præsident Khatami har så svært ved at leve op til de løfter om forandring, som gav ham en jordskredssejr ved præsidentvalget i 1997, og som siden er blevet bekræftet ved flere andre valg.

Den præsteuddannede præsident er langt hen ad vejen blevet kyst af det konservative præsteskab under den religiøse leder Ali Khamenei.FOR SELV om iranerne har fået lidt større frihed, så ændrer det ikke ved, at systemet stadig er præget af en tankegang, der hører en fjern fortid til.

Aviser lukkes, politiske modstandere forfølges, og demokratiet begrænses i det hele taget af religiøst dominerede organer som Eksperternes og Vogternes Råd, der på grundlag af deres religiøse fortolkninger vurderer, om kandidater må stille op til demokratiske valg, og om demokratisk vedtaget lovgivning kan føres ud i livet.

Præsident Khatami har foreslået en begrænsning af rådenes magt, men hans forslag er blevet bremset af de konservative kræfter, selv om forslagene støttes af et folkevalgt flertal i parlamentet.

Det fik i sidste måned et flertal af reformpolitikere til at sende et brev til den religiøse leder, hvori de krævede forandring. Men også det blev kyst.

Protesterne i disse dage vidner imidlertid om, at kravene om forandring vil fortsætte. 3 ud af 4 af de i alt 65 millioner iranere er under 30 år, og de har et ganske andet forhold til præstestyret end deres forældre.

Præstestyret satte ganske vist en stopper for rædselsstyret under den amerikansk støttede shah i 1979, men det lever ikke op til samtidens krav. De unge kender til modernitet og demokrati, og de vil have del i det. De vil ud af den iranske isolation og elendighed, og de er utålmodige.

Det bør præsteskabet tænke over. Det samme bør præsidenten, hvis han vil bevare kontrollen over udviklingen som repræsentant for reformfløjen. Hans svaghed har allerede fået så mange til at miste håbet, at kun 12 procent fandt det værd at stemme ved et valg i februar i Teheran.

Hvis troen på demokratiet først forsvinder, kan udviklingen glide alle af hænde.INDTIL VIDERE kan man dog glæde sig over, at der overhovedet findes så velorganiseret en reformfløj, som omverdenen - i modsætning til situationen i nabolandet Irak - kan knytte håb til. Det er de kræfter, vi skal støtte.

Det er langt mere konstruktivt end den konfrontationskurs, som den amerikanske Bushregering har lagt op til, og som søger at true de iranske præster til at opgive deres atomprogram.

For selv om man forstår den amerikanske frygt, har USA i værste fald selv givet præsteskabet et argument for atomvåben ved at gå i krig med det forholdsvis svage Irak og indlede dialog med det (måske) atombevæbnede Nordkorea.

Oven i har præsterne fået en kærkommen lejlighed til at militarisere samfundet yderligere og angribe deres modstandere for at være amerikanske lakajer.
Heroverfor står EU's kritiske dialog, som i det mindste har medvirket til større åbenhed om iranske fængsler, moratorium på steningsstraffe, og som på visse betingelser skal føre frem til en handelsaftale. MEN EU-LEDERNE må naturligvis undgå at forivre sig så meget på udsigten til lukrative energi- og handelsaftaler, at de glemmer, at dialogen skal være kritisk i både ord og handling.

Den fornemmelse har man kunnet få, når EU-ledere storsmilende har ladet sig fotografere med folk som Irans ekspræsident og nuværende leder af Eksperternes Råd, Akbar Hashemi Rafsanjani. Han har netop vist sin foragt over for de demonstrerende studenters krav om forandring ved at fremstille dem som amerikanske håndlangere.

EU's udenrigsministre bør på deres møde i dag understrege behovet for politiske reformer i Iran og kravet om kontrol med landets atomprogram, hvis der inden for en overskuelig fremtid skal blive tale om nogen som helst handelsaftale med EU.

Det vil øge respekten for den kritiske dialog og sende et værdifuldt signal til de unge, der i disse dage vover liv og lemmer på at kræve større frihed.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere