METEOROLOGERNE lover overskyet vejr med byger af og til, men lur os, om ikke grundloven som sædvanlig vil blive fejret i det fri i dag under bøgegrene og på skamlingsbanker, hvor folk i deres bedste alder vil lytte til deres valgte repræsentanter og endnu en gang demonstrere ved de medbragte madkurve, at når dansken har en kniv i den ene hånd, har han altid en gaffel i den anden. Smukkere billede på det Danmark, der var engang, findes næppe. BIBELEN HAR VI nyoversat for få år siden, salmebogen udskifter vi på søndag, og diskussionen om en modernisering af højskolesangbogen er i fuld gang. Men grundloven skal der åbenbart ikke røres ved. Den fylder 50 år i dag, men to tredjedele af indholdet stammer fra 1849, da man netop 5. juni indførte folkestyre på årsdagen for slaget ved Dybbøl. »Grundloven er det danske folks frihedsbrev, og det er langtfra tilfældigt, at den stammer fra 1849, da Danmark var truet på sin eksistens«, som Dansk Folkepartis Søren Krarup udtrykte det i avisen forleden. Og naturligvis er grundloven da betinget af historiske omstændigheder, især idéer og strømninger fra udlandet, som datidens krarup'er bekæmpede med samme ildhu, som nutidens krarup'er bekæmper de menneskerettigheder, vi har forpligtet os til at acceptere - ikke i grundloven, men i flere udenlandske traktater. SÅ SELVFØLGELIG er der historisk belæg for at fejre vor gamle grundlov med værdighed. Og netop derfor giver det også anledning til bekymring, når dagens bedste argument for at bevare grundloven uændret er, at den ikke står i vejen for nutidens politiske dagsorden, herunder de grundlæggende forhold mellem borger og statsmagt. For årsagen er jo, at grundloven i stigende grad er irrelevant som referenceramme. Det er hverken værdigt eller tilfredsstillende, at en forfatning ikke er i vejen. Den skal tværtimod vise vejen. Og i den sammenhæng er hverken Dybbøl Mølle eller den nationale Sturm und Drang fra 1848 relevante pejlemærker i nutiden. SOM DET FREMGIK af søndagsavisen, har den radikale Niels Helveg Petersen i mere end ti år arbejdet ihærdigt på at fremme en grundlovsdiskussion og endda udarbejdet et konkret ændringsforslag, der på mange punkter rummer klare fremskridt - især ved at tilføje de internationalt accepterede menneskerettigheder og ved nogle interessante idéer omkring udskrivelser af valg og regeringsdannelse. Desværre lider Helveg også af den populære vrangforestilling, at folkeafstemninger er en særlig form for udbygget demokrati, og foreslår derfor, at 12 procent af vælgerne, cirka 330.000, skal kunne kræve et givet forslag til folkeafstemning. Det mener vi ikke. Når grundloven åbner mulighed for folkeafstemninger, var det tænkt som erstatning for Landstinget og som en bremse på det repræsentative demokrati, altså på de politikere, vi selv har valgt til at styre samfundet bedre, end vi selv er i stand til. Erfaringen viser også, at folkeafstemninger ikke er en garanti mod politiske overgreb på befolkningen. Når kvinderne i Schweiz for eksempel fik stemmeret som de sidste i den vestlige verden, skyldes denne urimelighed netop, at kravet blev nedstemt af folket flere gange. STÅR DET TIL regeringen og Dansk Folkeparti, er det nærmest formålsløst at diskutere Helvegs eller andres forslag til grundlovsændring. Det er ikke et folkekrav, og sagen mangler en 'sællert', som Folketingets formand, Christian Mejdahl (V), forleden udtrykte det. Det falder åbenbart ikke Folketingets flertal ind, at det er valgt til at gå i spidsen, og at tankegods fra Marshallhjælpens og den grå Ferguson traktors epoke måske ikke dækker problemstillingerne i en tid, hvor Danmark er blevet multietnisk, multireligiøst og fast forankret i forpligtende internationalt samarbejde i informationsalderens globaliserede verden. DET ER EN HÅN mod befolkningens intelligens, hvis man på forhånd går ud fra, at disse ændrede omstændigheder ikke kan bære en seriøs debat om grundlæggende samfundsvilkår i Danmark, præcis som vælgerne sagtens kan lokkes af hus, når de skal tage stilling til EU-traktater. Men det kræver naturligvis, at nogen sætter en dagsorden gennem seriøse udspil. Enhver, der overværede Folketingets afslutningsdebat i forgårs, vil finde en sådan overordnet værdidebat forfriskende. Altså en debat, der hæver sig langt over regeringens bebudede og spindoktorerede værdidebat, der skal belønne vælgerne for god opførsel og straffe dem for det modsatte. Den rækker næppe længere end til næste valg - hvilket heller ikke er meningen.