DE REGERINGSCHEFER og diplomater, der har de sidste mange EU-traktater på samvittigheden, må sidde med meget røde ører i disse dage. Hvad de i deres lille, men ophøjede kreds aldrig rigtig formåede, er nu lykkedes for en politisk forsamling med 105 deltagere: at skrive et udkast til en ny EU-traktat, der ikke vil gøre den store europæiske kompromismaskine endnu mere uforståelig og uigennemsigtig, men tværtimod gøre den enklere og mere demokratisk, begge dele med markant respekt for de nationale og politiske realiteter. EU vil fortsat ikke være et demokrati, som dem vi kender fra de europæiske nationalstater. Det følger af den simple kendsgerning, at EU ikke er en stat og heller ikke skal blive det. EU er med traktatudkastets egne ord en europæisk union som »medlemsstaterne tillægger kompetencer for at nå deres fælles mål«. På nogle områder kan unionen, der først nu bliver en sammenhængende, juridisk enhed, selv handle, på andre er den blot en ramme om staternes samarbejde. Konventet lægger ikke op til en revolution i EU-samarbejdet, eller til en større udvidelse af EU's magt og betydning, der jo også er ganske stor i forvejen. De tre afgørende institutioner vil fortsat være rådet, kommissionen og parlamentet. Men de bliver alle tre moderniseret, og deres indbyrdes samspil bliver mere logisk. FOR ALLE, der nogensinde har forsøgt at sætte sig ind i EU's ekstremt indviklede juridiske og politiske struktur, vil traktatudkastet være en lise at læse: De gamle opdelinger i forskellige traktater, forskellige søjler, forskellige navne og ufattelig mange beslutningsprocedurer er stort set væk. Og gevinsterne er mange: EU-lovgivning vil fremover skulle vedtages af parlamentet på lige fod med rådet. Parlamentet får samtidig styrket sin kontrol med EU's udøvende magt, kommissionens formand. Herved vinder kommissionen, der bevarer sin initiativret, demokratisk legitimitet. Kommissionsformanden skal ikke bare udpeges - han eller hun skal fra starten være i overensstemmelse med et folkevalgt flertal i parlamentet. Samtidig reformeres rådet drastisk: Det uoverskuelige system af fagministerråd reduceres til den håndfuld funktioner, der er brug for: i første række lovgivning, udenrigspolitik og generel økonomisk politik. Også menneskerettighedsdelen er vellykket: Dels er det fælles værdigrundlag klart og fyndigt formuleret, dels bliver EU-borgernes Charter med rettigheder i forhold til EU's institutioner nu en del af traktaten. DEN STØRSTE og mest kontroversielle nyskabelse, som der stadig tumles med, er forslaget om at skabe et nyt, fælles EU-formandskab, der skal erstatte de halvårligt roterende nationale EU-formandskaber. De tre sidste formænd - den spanske, danske og nu den græske statsminister - har alle givet udtryk for, at det nuværende system har sine store begrænsninger. At erstatte det med en fast formand, valgt af stats- og regeringscheferne, og som kan sidde i to et halvt år med mulighed for forlængelse, ligner sund fornuft. Hvorfor de små lande frygter, at denne formand altid skulle komme fra et stort land, eller i det hele taget styrke dem, er lidt af et mysterium. Det springende punkt er dog naturligvis, om embedet blot effektiviserer rådets arbejde, eller om der vil vokse et bureaukrati og en magtfaktor frem, der svækker kommissionen og dermed den varetagelse af den almene, europæiske interesse, og den håndhævelse af fælles spilleregler for alle, der er hele pointen med EU. Når udgangspunktet er, at balancen mellem de tre vigtige EU-institutioner skal besvares, burde de små lande have gode muligheder for at vinde det slag. Også når det gælder kommissionens sammensætning, er det endelige udfald af reformprocessen, der til efteråret vender tilbage til den nationale regeringers repræsentanter, helt uafklaret. DE ULØSTE problemer bør imidlertid ikke skygge for de store landvindinger, som konventet og dets arrogante, men kompetente formand, Valéry Giscard d´Estaing, allerede har opnået. Når regeringerne efter 20. juni får det endelige traktatudkast i hænde, gør de klogt i kun at finde på løsninger, der hvor der reelt står uløste problemer tilbage. Meget er allerede kommet på plads. Og kontrasten til den gældende Nicetraktat, som EU desværre skal trækkes med i adskillige år frem, og den næsten indholdsløse Amsterdamtraktat, er dramatisk. Hverken konventet eller den kommende forfatningstraktat er naturligvis folkeligt fængende i normal forstand. Men nu drejer det sig jo heller om hverken Melodi Grand Prix eller et EM i fodbold. Politiske massebevægelser oplever vi i normale demokratier kun, når der er noget at protestere imod. Når det repræsentative demokrati som i dette tilfælde fungerer, som det skal, er det ved valgene, at vi som vælgere skal bedømme resultatet. Og der bliver noget at bedømme og diskutere, når traktaten engang i slutningen af 2004 eller begyndelsen af 2005 skal godkendes af medlemslandene. I MINDST fire af landene - Frankrig, Spanien, Irland og Danmark - vil der blive holdt folkeafstemninger. Og for første gang forholder traktatforfatterne sig også til den mulighed, at der i nogle lande skulle blive stemt nej. Hovedsynspunktet er, at hvis mere end firefemtedele af medlemslandene godkender traktaten, så bør et mindretal af nej-siger-lande have lejlighed til at genoverveje situationen. Et enkelt nej-siger-land eller to kan man så eventuelt lade bag sig, efter et fastholdt nej. Selv om den ny traktat ikke vil rumme nyskabelser som euroen eller store nye magtbeføjelser til fællesskabet, kan debatten i mange lande alligevel blive livlig for ikke at sige dramatisk. Mange grundlæggende EU-normer - EU-rettens forrang for national ret er blot ét eksempel - fremstår nu klarere end tydeligere, og debatten om forfatningstraktat vil derfor med rette først og fremmest blive politisk. Det er ikke kun i Danmark, at konventets bud på en fælles fremtid kan blive en Europapolitisk skæbnestund.