INDTIL FOR nylig kunne man frygte, at der var et alvorligt problem forbundet med, at den italienske premierminister Silvio Berlusconi 1. juli overtager formandskabet for EU's ministerråd, nemlig den reelle risiko for, at han findes skyldig i korruptionssagen, der verserer mod ham i Milano. Det problem har domstolen nu fjernet ved at skille Berlusconis sag fra sagerne mod hans medtiltalte og udsætte behandlingen til efter afslutningen af det italienske EU-formandskab. Berlusconi selv nægtede at anerkende problemet: Han har udtalt, at selv om han skulle blive fundet skyldig, ville det ikke få ham til at træde tilbage. Netop den udtalelse understreger andre mindst lige så alvorlige problemer ved Berlusconi som EU-formand. Den er udtryk for en velkendt foragt for retsstatens institutioner og for almindelig demokratisk anstændighed, som burde være utænkelig hos en europæisk regeringschef, og som gør ham aldeles uegnet til at repræsentere EU - både over for borgerne og omverdenen. BERLUSCONIS politiske stil og praksis er præget af en åbenlys sammenblanding af politik og tvivlsomme private interesser, af forsøg på at styre nyhedsformidlingen i de statslige tv-kanaler, ligesom han styrer den i sit medieimperium, af utålsomhed over for den kritik, som er en normal del af den demokratiske debat, og af ekstremt aggressive og hæmningsløst mistænkeliggørende verbale overfald på politiske modstandere. Senest har han beskyldt EU-kommissionens formand, Romano Prodi, for som hans mulige modkandidat ved parlamentsvalget i 2006 at være en »maske«, hvis bagmænd er gennemsyret af »den kommunistiske lære«. Berlusconi har aldrig vist nogen særlig vilje til at undertrykke den EU-skepsis, der er så udbredt i hans regering, og som i januar 2002 fik udenrigsminister Renato Ruggiero til at træde tilbage. Dertil kommer den beredvillighed, hvormed Berlusconi flere gange har taget vigtige EU-beslutninger som gidsel for snævre italienske eller egne særinteresser. I den sidste kategori kan nævnes forsøget på at blokere vedtagelsen af den fælles europæiske arrestordre, som, fordi den også omfatter økonomisk kriminalitet, kunne blive farlig for Berlusconi selv. Det ville være en stor fordel for det europæiske samarbejde, hvis Berlusconi kunne overtales til under et passende ansigtsreddende påskud at udnævne en mindre pinlig stedfortræder til at tage sig af EU-formandskabet.