TANKEN var, at folket begejstret skulle gribe chancen og formulere sine visioner for kontinentets fælles fremtid. Et bredt sammensat konvent med kontakt til alle hjørner af de europæiske samfund skulle så udkrystallisere visionerne i en Forfatningstraktat for Det Forenede Europa. Debatten blev skudt i gang for 18 måneder siden. Men det blev aldrig rigtig nogen folkesag. Spørgsmålet er nu, om traktaten i form og indhold alligevel bliver mere folkelig end forgængerne. Den skal nok blive mere overskuelig, lettere at læse og gøre systemet mere gennemskueligt. Men den løser ikke det egentlige problem: at mange europæere opfatter demokratiet som en mangelvare i EU. I den henseende er befolkningen ganske godt repræsenteret af politikerne i konventet, hvor tilhængerne af 'mere demokrati' fylder næsten hele salen. Det besværlige er blot, at de deler sig i to lejre; den ene vil føre beslutningerne tilbage til de nationale parlamenter, hvor demokratiet fungerer. Det er unionsmodstandere og -skeptikere. Den anden fløj er føderalisterne, som vil bygge unionen op i nationalstatens billede. Tilsammen dækker de to fløje en meget stor del af befolkningen, men det står allerede nu klart, at ingen af dem går af med sejren. FØDERALISTERNE står til nogle symbolske indrømmelser: Traktaten kan nævne, at samarbejdet har føderale træk. Der kan blive en 'udenrigsminister'. Måske en 'præsident' for EU-topmøderne. Men det kommer ikke i nærheden at, at legitimiteten, magtfordelingen og beslutningsprocesserne kommer til at minde om noget kendt demokrati. For man kan ikke se bort fra, at EU består af nationale stater, der ikke er til sinds at lade sig opløse, hvilket bliver skrevet klart og tydeligt ind i forfatningstraktaten. Dertil kommer, at et egentligt demokrati ville styrke de folkerige lande i en helt uacceptabel grad. Nationalstatens forrang bliver også tydeliggjort ved, at EU kun må lovgive, når de nationale demokratier er for små til at handle effektivt, f.eks. i spørgsmål om international handel, grænseoverskridende miljøproblemer, international kriminalitet, osv. Dermed skulle det også blive lidt klarere, at alternativet til en EU-beslutning ikke er en national beslutning, men derimod at der slet ikke bliver truffet en politisk beslutning. Sammenligningen med et nationalt demokrati er således meningsløs. Forsøget skulle gøres. Men debatten har vist, at der ikke er noget gangbart alternativ til en justering af den nuværende grundmodel. Folkelig bliver den nok aldrig. Men det er skattelovgivningen, kommunalaftalerne og mange andre nødvendige institutioner i det moderne demokrati heller ikke.