MENS NATIONEN endnu fordøjer det billede af statsministeren og hans konservative udenrigsminister, som blev præsenteret i 'Fogh bag facaden', de seneste ugers store politiske taleemne, fortsætter mudderkastningen mellem de to regeringspartier. De konservatives partileder, Bendt Bendtsen, kalder Venstre for »Socialdemokratiet plus-minus 10 procent«, hvilket ikke er helt forkert på en række områder, hvorefter Venstres politiske ordfører, Jens Rohde, med en for ham velkendt overreaktion rasende slår fast, at han »fandeme« ikke er socialdemokrat, og at de konservative da bare kan finde på noget andet at lave, hvis de har det så dårligt med regeringssamarbejdet! Nu har Rohde aldrig været hverken særlig taktfuld eller taktisk i sine offentlige udtalelser, alligevel er det overraskende, at den politiske ordfører i statsministerens parti optræder så fornærmet og såfornærmende, som han gør. I hvert fald hvis ambitionen er at holde sammen på en borgerlig lejr, der samlet set ikke står alt for stærkt i opinionsmålingerne. SKÆRMYDSLERNE I den borgerlige lejr har rødder i styrkeforholdet mellem de to regeringspartier - og i den måde, Venstre forvalter sin dominans. I Anders Fogh Rasmussen har partiet ikke blot en meget stærk og kompetent statsminister, men også en uhyre erfaren kender af det christiansborgske spil. Styrke og kompetence er normalt ikke problematiske størrelser, men hos Fogh går de hånd i hånd med en tendens til magtfuldkommenhed og følelse af egen ufejlbarlighed, som skaber problemer i det parlamentariske spil. Modsat 80'ernes borgerlige regeringer under den konservative konsensusmager Poul Schlüter, der som bekendt ikke var så borgerlig, at det gjorde noget, er Fogh overraskende dårlig i rollen som holdleder. Som garant for teamspirit og god energi lader han meget tilbage. Som det så åbenlyst kom frem i DR-filmen, der i lige så høj grad var Foghs eget karakterselvmord, som det var hans karaktermord på Per Stig Møller, lægger statsministeren ikke vægten på det kollegiale, men, pænt sagt, på det professionelle. For et betydeligt mindre regeringsparti, der mildt sagt ikke er udstyret med stærke ministerprofiler, skaber det problemer. Som ikke bliver mindre, når Jens Rohde og diverse unge løver nærmest betragter det som en selvstændig sport at fremelske desperation og mindreværd hos K. HVAD DE KONSERVATIVE til gengæld bør forstå er, at Fogh og Rohde har set rigtigt på det strategiske område: magten i Danmark ligger på midten. Befolkningen ønsker ikke en markant liberalisering af velfærdssamfundet. At de trynede konservative kan have behov for at profilere sig som regeringens 'sandt borgerlige' opposition, kan ingen fortænke dem i, men der kan netop aldrig blive tale om andet end selvprofilering. Dertil har socialdemokratismen, hvad Bendtsens udtalelse om V indrømmer, for dybe rødder også i det borgerligt-liberale Danmark.