Fornuftigt udspil til EU-forfatning OM BLOT SYV uger skal EU-konventet, med den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing i spidsen, aflevere sit udkast til EU's første forfatning. Det er en enorm opgave, fordi det i sig selv er en kompliceret opgave at udarbejde et forfatningsudspil. Men det er det også, fordi EU er en særlig konstruktion. Det er både en union af stater med hver deres 'statslige' interesser, og det er en union af borgere med hver deres demokratiske rettigheder. Netop det er af central betydning for den diskussion, der lige nu foregår i EU-konventet om institutionernes indbyrdes forhold og organisering. IFØLGE DET forslag som Giscard d'Estaing fremlagde i denne uge, skal de roterende EU-formandskaber afløses af en formand, der vælges af EU-landenes ministerråd for op til fem år ad gangen. Formanden vælges af og blandt EU-ministrene og skal forberede og organisere ministerrådsmøder og i det hele taget være den, der driver samarbejdet fremad. Forslaget er rigtigt set. En permanent formand - nogle kalder det en præsident, men det er at lægge alt for meget i den foreslåede funktion - kan dels øge EU's effektivitet, dels styrke unionens gennemslagskraft over for en omverden, der ofte har haft svært ved at gennemskue, hvem der egentlig tegner EU. Frygten for, at det bliver en post for de store lande, er ubegrundet. Det ligger hverken formelt i Giscard d'Estaings forslag, og det er heller ikke læren af de seneste årtiers samarbejde i hverken EU, FN eller andre internationale institutioner. ET ANDET nøgleelement i Giscard d'Estaings forslag er spørgsmålet om EU-kommissionen, der til nogle af de små EU-landes bestyrtelse tænkes reduceret fra 20 medlemmer til 15, eventuelt suppleret med 15 kommissærer uden portefølje. Frygten er, at de store EU-lande vil være sikret en permanent plads i kommissionen, mens de små må kæmpe om det. Målet er imidlertid at imødegå det enorme bureaukrati og ineffektivitet, der ellers kunne blive skabt, når EU vokser fra de nuværende 15 til op mod 25 lande. Og også det er indlysende rigtig set. Unionen er imidlertid nødt til at forholde sig til små landes frygt for, og derfor skal der være klare garantier for en ensartet behandling af store som små. Det kunne suppleres med en garanti for, at intet land må være uden EU-kommissær i to eller flere på hinanden følgende perioder. Et yderligere positivt element ved Giscard d'Estaings forslag er, at de folkevalgte medlemmer af Europaparlamentet får indflydelse på valget af kommissionsformanden. På den måde lykkes det at tage højde for EU's særlige udformning, idet lederne af de enkelte stater altså vælger en permanent rådsformand, mens borgerne via deres repræsentanter får indflydelse på valget af kommissionsformand. Tilbage står klart at definere de to funktioners indbyrdes forhold, så der ikke opstår to parallelle og - i værste fald - konkurrerende strukturer.