PALÆSTINA HAR i det mindste én ting til fælles med Bermudatrekanten, hvor skibe forsvinder sporløst med mand og mus. Palæstina kan det samme trick med fredsplaner. De kommer og går, men konflikten består. Hvem husker Mitchellplanen eller Tennetplanen, der blev introduceret de seneste to år? Dagens tilbud er nu den såkaldte 'kvartets' køreplan. Den er blevet udformet af forhandlere fra USA, Rusland, EU og FN. Stærkere hold kan næppe sammensættes. Ikke desto mindre vil køreplanen fra første afgang blive belastet med forsinkelser for, inden for de første fem måneder, at gå helt i stå. Planen vil ifølge talsmænd i Washington først blive lagt på bordet senere på ugen, efter det palæstinensiske parlaments afstemning på onsdag, hvor den nye premierminister, Abu Mazen, forelægger sin ministerliste. Men så meget er sivet ud, at man kan bedømme køreplanens udsigter. Endemålet er oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Israel skal til gengæld have sikkerhed for sin eksistens. Det er en fair handel. Problemet er, at størsteparten af Ariel Sharons regering mener, at den eneste sikkerhed, de tør regne med, er fortsat kontrol med de palæstinensiske områder. En selvstændig palæstinensisk stat er uforenelig med deres opfattelse af Israels sikkerhedskrav. IFØLGE HOVEDPRINCIPPERNE bag køreplanen skal israelerne og palæstinenserne gøre parallelle bestræbelser på at skabe den rette atmosfære, der vil muliggøre forhandlinger om Jerusalem, grænser, flygtninge, etc. Først skal slagmarken jævnes. Palæstinenserne skal gøre en maksimal indsats for at standse terroren mod Israel, afvæbne terrororganisationerne, beslaglægge våben, ophøre med hadekampagner mod Israel etc. Israelerne skal ophøre med at chikanere den palæstinensiske civilbefolkning, standse udbygningen af bosættelser, nedlægge mellem 30 og 50 såkaldte bjergtop-bosættelser oprettet siden Ariel Sharon kom til magten i 2000, ophøre med at konfiskere arabiskejet jord, løslade palæstinensiske fanger, etc. Begge parter vil gøre deres bedste for ikke at komme i konflikt med USA og de amerikanske observatører, der formodentlig vil blive indsat. Palæstinenserne vil gøre deres bedste for at bekæmpe terror. Abu Mazen ved, at det er i deres egen interesse. Men det bedste vil ikke være nok for Israel, fordi selv ikke de bedste intentioner kan forhindre, at selvmordernes bagmænd totalt vil opgive deres aktivitet. Den israelske regering satser på, at palæstinenserne ikke kan opfylde deres del af aftalen. Svigter denne udvej, vil den under amerikansk pres gøre delvise indrømmelser, trække tiden ud. Enhver indrømmelse er i den israelske regerings øjne ikke et skridt mod fred, men mod undergang. Der er total asymmetri mellem de israelske og palæstinensiske interesser. Vi har sagt det før, men det tåler gentagelse: Der bliver ikke fred, før der bliver to stater i Palæstina. Og der bliver ikke to stater, så længe Sharons regering er ved magten. Det eneste man tør håbe er, at Abu Mazen forstår, at hans strategiske mål må være at skabe betingelser for genoprettelsen af den israelske fredsbevægelse, der vil kunne vælte Sharonregeringn ved næste valg.