HVAD ER det første, man ville gøre her til lands, hvis en farlig virus pludselig begyndte at ramme befolkningen i flæng og sende de smittede enten på sygehus eller - i værste fald - i graven? Sundhedsmyndigheder, politikere, ordensmagt og medier ville i skøn forening rykke ud med daglige advarsler, pjecer ville blive husstandsomdelt med søndagsaviserne, og kort efter ville hverken muskelsvulmende machoer med immunforsvaret i orden eller småbørn være det ringeste i tvivl om sygdommens symptomer, spredningsformer og farlighed. Og nok så vigtigt: Man ville i samme ombæring sørge for, via ambassader, internationale lægefora samt presse, at informere udlandet om den potentielle risiko ved at besøge Danmark. Sådan ville et moderne og ansvarligt land handle. Men når det gælder Kinas håndtering af den mystiske og stærkt smittefarlige lungesygdom SARS (Severe Acute Respiratory Syndrome), som er opstået i den kinesiske Guangdongprovins, og som i skrivende stund har smittet mere end 3.000 mennesker i 20 forskellige lande og krævet mindst 105 liv, forholder det sig anderledes. Tragisk anderledes, kunne man tilføje. DET VISER sig nemlig, at de kinesiske myndigheder siden oktober i fjor har været vidende om den sygdom, som nu ifølge skeptikere truer med at sprede sig over hele kloden. Der skulle imidlertid gå fem måneder, før kineserne tillod den lokale presse at rapportere om forholdene, og det var tilsyneladende kun, fordi det stod så grelt til, at det ikke længere kunne nytte at prøve at tilbageholde de i sandhed livsvigtige oplysninger. Den dag i dag forsøger de kinesiske myndigheder at underspille problemet. Det kan ikke siges skarpt nok: Det er dybt kritisabelt, ja, skandaløst, at de kinesiske myndigheder ikke opfører sig ansvarligt. SARS er en ekstraordinært resistent sygdom, der har forvandlet det hårdt ramte Hongkong til en spøgelsesby. WHO og vestlige lægelaboratorier burde være blevet inddraget i kortlægningen og inddæmningen af sygdommen fra første færd. TRODS ØKONOMISK modernisering, velstandsstigning og høje vækstrater har SARS over for verdenssamfundet afsløret, at det kinesiske samfund stadig har et lukket kommunistisk diktaturs skavanker. Kina mangler stadig de mekanismer for dialog mellem civilsamfund, myndigheder og omverden, som kendetegner moderne demokratiske samfund. Det er ikke nyt, at kineserne ikke har ytringsfrihed. Det nye er, at dette forhold kan gå ud over folk i resten af verden.