DET BEDSTE kan ikke opnås, og det værste kan ikke helt undgås, når de første forsøg i dag gøres på at give Irak et overgangsstyre efter Saddam Husseins diktatur. Det bedste ville naturligvis være, at Irak straks fik en rent irakisk, stærk, civil og demokratisk regering. Det er umuligt at opnå, fordi Irak reelt begynder forfra. Diktaturet har været så ødelæggende, at det ikke har tilladt nogen naturlig civil rekrutteringsproces, som i de fleste andre lande ville have sikret, at troværdige og populære irakiske ledere allerede var på vej. Irak har derfor ingen Mandela i kulissen. I stedet skal irakere forsigtigt begynde at gøre brug af deres frihed til at finde nye ledere, forsigtigt begynde at afstemme synspunkter, forsigtigt søge efter de nødvendige kompromiser og forsigtigt gøre deres første valg, ligesom lokale aspiranter og hjemvendte flygtninge for første gang skal søge en fælles kurs. Det værste ville være, hvis krigens omstridte sejrherrer, USA og Storbritannien, uden videre indsatte deres egne statholdere. Hvis de tænker sig om, bringer de i stedet civile irakere ind på magtfulde positioner, men amerikanernes og briternes dominans kan ikke bortkamufleres, al den stund de har magten, de har haft tiden til at forberede sig, og de har en vis erfaring med det kolossale udviklingsprojekt, der venter i Irak. DERFOR vil det meste af verden have FN ind som mægler og midlertidig forvalter. Det er der vægtige argumenter for. FN har solid erfaring fra genopbygning af hærgede samfund efter krig, borgerkrig og diktatur, og verdensorganisationen har netop bred international troværdighed, om end den netop i Irak også har været belastet af medansvaret for over et årtis mislykket sanktionspolitik. BÅDE for Iraks skyld og af hensyn til udviklingen i den arabiske verden vil det derfor været indlysende at søge et arabisk medansvar for opbygningen af et nyt Irak. Det kan i bedste fald betrygge irakerne ikke kun at komme under vestlig indflydelse, skønt de civile irakere heller ikke har været vant til solidaritet fra den arabiske verden under Saddam Husseins undertrykkelse. Og det kan også blive en god chance for den arabiske verden at give et forpligtende bidrag til opbygningen af et civilt arabisk samfund i sin midte, fordi de fleste arabiske regimer selv har massive problemer med deres folkelige troværdighed. En lang række af fremtrædende arabiske økonomer skrev sidste år en opsigtsvækkende rapport for FN's Udviklingsprogram, UNDP, om problemer i de arabiske samfunds sociale, økonomiske og politiske udvikling. I denne kreds og dette arbejde ligger kimen til de overvejelser, der skal gøres i Irak. Det vil være første gang, at nogen forsøger at opbygge et civilt, frit arabisk samfund. Hvis den arabiske verden vil stille lysende hoveder til rådighed for det fabelagtige Irakprojekt, forpligtet over for Irak og kun Irak, vil det være et historisk bidrag til Iraks fremtid. Det kan også få historisk betydning for de andre arabiske samfunds udvikling. Fra at være et omstridt og misrøgtet samfund og en dårlig samvittighed i den arabiske verden kan Irak blive en arabisk ledestjerne.