KRIGEN HANDLER om olie. Det var en udbredt mistanke hos mange, før krigen i Irak begyndte i sidste uge, og selvom virkeligheden er betydelig mere nuanceret og motiverne i al fald delvist mere idealistiske, lykkes det på forunderlig vis med jævne mellemrum Bushregeringen at give mistanken ny næring. Det seneste selvmål er beslutningen om kun at give en meget snæver gruppe amerikanske virksomheder mulighed for at byde på første del af genopbygningen af Irak. Det er en ordre til en værdi af en seks-syv milliarder kroner, og på denne måde at forbeholde den for amerikanske firmaer er både stødende og stærkt bekymrende. Det er stødende, fordi det endnu engang er tegn på, at præsident George W. Bush og hans regering har et tættere forhold, end sundt er, til dele af det amerikanske erhvervsliv, herunder særligt oliebranchen i Texas. Blandt de fem indbudte firmaer er således Halliburton, givetvis et fornuftigt foretagende, der sagtens kan varetage de opgaver, det måtte blive betroet i Irak. Men med en direktør, der indtil han blev vicepræsident hed Dick Cheney, kan valget af Halliburton ikke meget andet end forstærke indtrykket af urent trav. MEN OM amerikanerne har en korrupt regering eller ej, er nu engang primært deres eget problem. Når beslutningen er bekymrende for os andre, er det, fordi USA med sin demonstrative egoisme og ligegyldighed over for omverden, dermed yderligere mindsker muligheden for en bred international opbakning til den kæmpemæssige opgave, der forestår i Irak, når krigen engang er vundet. Og den del af konflikten er det bestemt ikke for tidligt at begynde at tænke over. Trods de seneste dages modstand er der ingen tvivl om, at koalitionens tropper før eller siden vil få erobret landet, og det store spørgsmål er, hvad der så skal ske. Hvem skal lede landet, hvem skal fordele mad og nødhjælp, og hvor skal pengene komme fra? Helt konkrete problemer som meget tyder på, at den amerikanske regering ikke indtil nu har tænkt tilstrækkeligt nøje over, og som det er på høje tid, at man får afklaret. Hvis man skal gøre sig noget håb om, at det efter krigen skal lykkes at hjælpe den irakiske befolkning, og at Irak på lidt længere sigt skal blive en bare nogenlunde velfungerende stat, er det afgørende at gå gennem FN, og det kræver, at USA begynder at acceptere visse internationale spilleregler. Det mislykkedes at gå gennem FN før krigen. USA skylder verden og det irakiske folk, at få det til at lykkes efter de blodige begivenheder er overstået.