NETOP SOM Kina havde fuldført sit mest udramatiske generationsskifte i ledelsesapparatet nogensinde, indledte USA sit opgør med tyrannen i Bagdad. Helt forudsigeligt og rituelt gik Beijing ud og tog afstand fra den militære aktion, der ikke kun savner grundlag i en FN-beslutning, men også er i strid med et af de helligste dogmer i kinesisk udenrigspolitik: princippet om ikke-intervention. Samtidig er det klart, at Kina ikke er direkte berørt af den militære aktion, og kinesiske interesser er kun marginalt påvirkede af det magtskifte, som er sat i gang i Mellemøsten. Men mere overordnet er tilbageslaget for en verdensorden, der har sit udgangspunkt i FN som universelt regulerende institution, også et markant nederlag for Kina og den placering, riget har arbejdet for at give sig selv, siden Folkerepublikkens medlemskab af FN blev en realitet for 32 år siden. Fordi Kina er permanent sikkerhedsrådsmedlem, og dermed har vetoret, har FN været et redskab til at begrænse stærkere magters anvendelse af verdensorganisationen til forfølgelse af snævre magtinteresser. Den ændrede situation stiller derfor Beijing over for spørgsmålet om, hvorvidt andre veje kan forfølges for at opnå det mål, som FN oprindeligt var sat til at opfylde. Meget tyder på, at Kina og USA for længst er kommet ind i en proces, hvor de to landes gensidige økonomiske afhængighed definerer et nyt interessefællesskab. Der er desuden sikre tegn på, at USA har tiltænkt Kina rollen som den magt, der skal hindre Nordkorea i at skabe kaos på den koreanske halvø. På længere sigt må den nytiltrådte ledelse i Beijing spørge sig selv, om ikke tiden er inde til at skifte kurs i samarbejdsrelationerne med verdens altdominerende megamagt. Vi er ikke i tvivl om, at en kinesisk charmeoffensiv i forhold til G7 er under forberedelse. Og kan Rusland have særstatus i forhold til G7, hvorfor så ikke Kina med en økonomi, der er klodens sjettestørste? Det burde være oplagt.