MISTROEN OVER for verdens virksomheder er uhørt stor. Regnskabsskandalerne i store amerikanske selskaber som Enron, Worldcom og Tyco har sat sig dybe spor. En global meningsmåling har netop givet virksomhederne en bundplacering på tillidsbarometeret. Det er så slemt, at selv journalister nyder større tillid end virksomhederne. Desværre har mange virksomhedsledere ikke fattet, at alarmsignalerne lyser rødt. De lever fortsat i en verden, hvor de kan retfærdiggøre at give sig selv store lønstigninger og ublu bonusordninger. Seneste eksempel er SAS-direktør Jørgen Lindegaard. Efter en lønstigning på 28 procent fik han sidste år udbetalt 8,3 millioner svenske kroner. Vel at mærke samtidig med, at han kræver tilbageholdenhed hos de ansatte i det kriseramte flyselskab. Og samtidig med, at SAS leverer endnu et dundrende underskud. Og samtidig med, at kursen på SAS-aktien kun er en tredjedel af, hvad den var, da Lindegaard tiltrådte for mindre end to år siden. JAMEN, ER DER ingen grænser for manglen på finfølelse i de øverste lag? Tilsyneladende ikke. Direktørlønningerne pisker derudad. En opgørelse fra børsmæglerselskabet Carnegie viser, at direktørerne i de 20 største selskaber på Københavns Fondsbørs oplevede et lønhop på 65 procent alene i år 2000. Den gennemsnitlige chefløn er knap seks millioner kroner. Eller det var den i 2000. Hvad den er i dag, ved vi endnu ikke. Det er kun et fåtal af virksomhederne, der offentliggør de enkelte direktørers lønninger. Hovedparten skjuler stadig det nøjagtige niveau bag uigennemskuelige gennemsnitstal. CHEFLØNNINGERNE i Danmark er endnu ikke gået amok i samme omfang som i USA. Her viser tal fra centralbanken, at forholdet mellem direktørernes løn og lønniveauet for en arbejder er vokset fra 42:1 i 1980 til 400:1 i dag. Et gab, som står i totalt misforhold til de resultater, direktørerne har leveret, og det ansvar, de varetager. Fortsætter direktørerne med at gafle til sig selv, vil mistilliden til dem uundgåeligt vokse. Det vil være tragisk i en periode, hvor de svage konjunkturer betyder, at direktørerne har brug for maksimal opbakning for at redde virksomhederne helskindet igennem. Hvis ikke direktørerne fatter det budskab, må aktionærerne gribe ind. Især i statskontrollerede selskaber som SAS.