RET SKAL være ret. Højesterets dommere gør generelt et ganske glimrende job. Kvaliteten af dommene er steget markant de senere år; begrundelserne er grundigere og mere pædagogiske, domstolen er blevet modigere og mere menneskerettighedsorienteret. Men netop derfor er det på høje tid, at landets fremmeste dommere får taget sig sammen og gjort op med den hang til omfattende bijobberi, der gennem snart mange år har været en grim plet på deres ry og rygte. For uanset hvordan man anskuer det, er det naturligvis et problem, at dommerne i gennemsnit henter over halvdelen af deres gage fra bijob, og for en højesteretsdommer som Per Sørensen, der alene i år 2002 havde 125 bijob, kan det ikke andet end give anledning til overvejelser, om han virkelig opfylder sine forpligtelser i Højesteret. Opgaven med at få bijobberiet ned på et mere rimeligt niveau har dommerne selv anmodet om at løse, men at dømme efter det tandløse forslag, Dommerforeningen offentliggjorde sidste uge, er de ikke opgaven voksen. Løse henstillinger til råd, nævn og voldgiftsdomstole om at tænke mere over, om der virkelig er behov for en højesteretsdommer til en given opgave, er ikke nok til for alvor at gøre noget ved problemet, og det er derfor nu på høje tid, at Domstolsstyrelsen i samarbejde med Justitsministeriet selv tager affære. LØSNINGEN LIGGER ligefor. For det første bør dommernes løn stige betragteligt, formentlig til omkring en million kroner årligt. Stadig langt mindre end topadvokater tjener, og også mindre end de halvanden million højesteretsdommerne inklusive bijob henter hjem i dag, men dog en ganske glimrende løn. Uden at lyde højstemt bør æren ved at sidde i landets øverste domstol være en stor del af lønnen; de jurister, der primært er interesseret i at tjene mest muligt, hører ikke hjemme i Højesteret. For det andet bør antallet af bijob beskæres kraftigt, både i antal og lønmæssig betydning. For eksempel således at hver højesteretsdommer maksimalt må have 5-10 årlige bijob, og at den samlede løn derfra ikke må udgøre mere end 25 procent af indtægten fra Højesteret. Derved vil det sikres, at dommerne stadig i et vist omfang kan stille deres ekspertise til rådighed for den øvrige del af det juridiske Danmark - og således også selv holde kontakt med verden uden for domstolen - og samtidig sikres, at de lægger størstedelen af deres arbejdsindsats i Højesteret.