NU HAR DET i nogle år været god latin, at flygtninge og indvandrere helst skulle spredes over landet. »Det er bedst for integrationen«, har det heddet, og integrationshensigten har derfor fået forrang for den grundlæggende borgerret i Danmark, at vi kan bosætte os, hvor vil vil. Derfor er det måske ærgerligt for integrationsminister Bertel Haarder og politikere som Naser Khader, at Socialforskningsinstituttet (SFI) nu rykker i tæppet under dette dogme. I hvert fald har SFI netop udgivet en rapport, som understreger, at det ikke udelukkende har negative effekter, når 'udlændinge' klumper sig sammen i såkaldte storbyghettoer. Rapporten er en opsamling af flere års forskning på området og er ikke lige til at vifte bort. Alligevel var ministeren ved offentliggørelsen af rapporten »skeptisk« og den radikale Naser Khader overraskende hurtig til at kalde SFI-rapporten »videnskabeligt uredelig«. Rolig nu. For det første har SFI ikke påstået at have bedrevet grundforskning, men blot samlet resultaterne af flere års forskning på området. Og det turde dog være nyttigt at skabe et overblik. For det andet er SFI faktisk tilbageholdende med endelige konklusioner på det omfattende materiale. MEN SFI-rapporten peger faktisk på flere klare tendenser, som dansk integrationspolitik passende kan dvæle ved. For eksempel at sociale forhold oftere er årsag til manglende integration end etnisk oprindelse. Rapporten viser også, at indvandrere og deres efterkommere har et efterslæb i uddannelsesniveauet - men måske vigtigst, at de etniske minoriteter i stigende grad ønsker, at deres børn skal være 'danske'. Viljen til integration skulle vel muntre ministre og politikere op, selvom de måske må gøre køb på et administrativt dogme. Haarder medgiver, at de sociale kontakter for indvandrere kan være af afgørende betydning for beskæftigelse og integration. Men ministeren pointerer, at hvis deres sociale omgivelser også er belastet af arbejdsløshed, kan sammenklumpning virke stærkt negativ. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at samfundet skal prioritere en begrænsning af den frie bopælsret frem for en social indsats. Kvoteordninger og begrænsninger af grundfæstede rettigheder kan aldrig være foretrukne styringsredskaber for et socialliberalt velfærdssamfund.