DET HØRER efterhånden til sjældenhederne, at topmøder lukker uden larm fra vedvarende verbale skærmydsler. Ikke desto mindre var det tilfældet, da det internationale antidopingagentur (WADA) i går sluttede tre dages konference i Bella Center, uden at den overordnede køreplan blev ramt af forsinkelser. Processen, der skal ende med fælles kodeks for dopingbekæmpelse inden for al sport, er stadig på sporet. Alligevel er det langtfra givet, at fælles fodslag mod doping i hele idrætsverdenen bliver en realitet. Selv om de tav i går, slår idrætspolitikere fra cykelsporten og ikke mindst det pengestærke fodboldshow sig stadig i tøjret over i givet fald at skulle straffe sine udøvere efter samme regler som vægtløftere og svømmere. DERFOR FORSØGTE andet geled af internationale fodboldledere på konferencen - FIFA's præsident Sepp Blatter blev belejligt væk - at vinde tid med forslag om særregler for holdidrætsgrene og en arbejdsgruppe, der på to år skal finde frem til en retspraksis på området. WADA-præsident Dick Pound tog ideen til sig, men slog samtidig fast, at der ikke bliver rokket ved tidsplanen: Alle idrætsorganisationer med ønske om at være del af den olympiske bevægelse skal senest næste år acceptere to års udelukkelse af sine dopede udøvere. Og senest i 2006 skal den globale aftale blåstemples politisk - i hvert fald af regeringerne i lande med ambitioner om at være vært for verdens største idrætsbegivenheder. Den attitude er der grund til at støtte, sådan som også Den Internationale Olympiske Komites præsident, Jacques Rogge, gør det. Langt mere karakterfast end sin - pænt sagt - pragmatiske forgænger, Juan Antonio Samaranch, har han valgt at føre en vigtig magtkamp på principper i stedet for penge: Enten retter fodboldlederne ind, eller også vinker de den olympiske familie farvel og pletter samtidig deres rygte yderligere med dopingrester. Det første kan - og formentlig vil - de leve med. Det andet må forbrugerne af topfodbold i givet fald tage konsekvensen af.