MODTAGEREN AF DANMARKS største bistandshjælp skal ikke findes i socialforvaltningernes køer, men på Esplanaden 50 i København. Her bor A.P. Møller, som i øjeblikket scorer to-tre milliarder kroner om året i direkte og indirekte statsstøtte. Prisen for Mærsk Mc-Kinney Møllers hidtil største gave til det danske folk, operahuset, er til sammenligning halvanden milliard kroner. Hovedparten af statsstøtten kommer fra A.P. Møllers skattefordele i Nordsøen, hvor koncernen hver dag pumper over 300.000 tønder olie op, der i europæisk sammenhæng beskattes uhyre lavt. Den enorme statsstøtte til Danmarks største koncern er en skamplet. Ikke alene på grund af de store summer, som samfundet går glip af, men også på grund af det hykleri, der udstilles, når et samlet erhvervsliv på den ene side skriger på liberaliserede markeder og samtidig accepterer statsstøtte i den størrelsesorden. Folketinget har dog endelig fået øjnene op for, at gaveboden i Nordsøen bør lukkes. Regeringen blev torsdag pålagt, at den inden oktober skal fremlægge en rapport, som viser veje til at sikre staten en større andel af værdierne i Nordsøen. UMIDDELBART EN PRYDELIG beslutning. Men samtidig en beslutning, som efterlader en em af syltekrukke. Vi har allerede rigeligt med rapporter fra både Skatteministeriet og de økonomiske vismænd, som i et klart sprog peger på, hvordan man indretter en retfærdig beskatning af nordsøolien. Rapporterne anskueliggør samtidig, hvor meget den danske befolkning går glip af med de nuværende regler. Siden A.P. Møller i 1962 fik eneretten til at bore efter olie i den danske undergrund, er milliarderne væltet ned i koncernens kasse. Præcis hvor meget er svært at gøre op, men beregningerne fra de økonomiske vismænd kommer tæt på. I en analyse af olieproduktionen fra 1962 til 2012 konkluderer de, at der er skabt et samlet overskud på 125 milliarder kroner. 70 milliarder kroner er gået til staten og 55 milliarder kroner til olieselskaberne. Set i forhold til hvad olieselskaberne betaler i skat i Norge, Holland og Storbritannien, har det dermed været en uhørt god forretning for selskaberne at have snabelen i den danske undergrund. Faktisk så god, at staten er gået glip af 15 milliarder kroner fra 1982 til 2000, konkluderede Skatteministeriet for halvandet år siden i en rapport, hvor ministeriet fremlagde en såkaldt neutral model, der ville sikre, at olien beskattes på linje med alle andre former for kapitalafkast. SKADERNE FORVÆRRES kun af, at hovedparten af de 55 milliarder kroner, som de private selskaber hiver hjem fra Nordsøen, er røget direkte til udlandet. Mere præcis 33 milliarder kroner. Shell er nemlig langt den største aktør i Nordsøen. Det multinationale olieselskab ejer 46 procent af Dansk Undergrunds Consortium (DUC), mens amerikanske Texaco ejer 15 procent og A.P. Møller 39 procent. Ikke fordi der er noget galt i, at udenlandske selskaber står for olieproduktionen. Tværtimod. Problemet er blot, at det danske samfund næppe får meget gavn af de 33 milliarder kroner, som ryger ud af landet. Det er der lidt større chance for, når det gælder A.P. Møller, selvom det er svært at sige i hvor høj grad. De store gevinster fra Nordsøen har nemlig i stor udstrækning finansieret den internationale ekspansion, som har gjort rederiet til verdens største inden for containertransport. Faktisk ville A.P. Møllers resultater se betydeligt mere pauvre ud uden særbehandlingen i Nordsøen. Alene i 2001 tegnede statsstøtten sig for en tredjedel af koncernens overskud på seks milliarder kroner. Andelen bliver endda højere, hvis man medregner skibsværftsstøtten. DE GROTESKE forhold i Nordsøen er af både den tidligere og den nuværende regering blevet forsvaret med, at man ikke kan ændre i aftalerne om Nordsøen, som i A.P. Møllers tilfælde gælder frem til 2012. Argumentationen holder ikke. Der står ikke et ord i aftalerne om, at beskatningen er urørlig. Ét hensyn er der dog at tage. De nuværende investeringer i Nordsøen kan være gennemført under forudsætning af det lave beskatningsniveau. Det bør dog ikke afholde regeringen fra hurtigst muligt at gennemføre den neutrale beskatning af nye investeringer, som Skatteministeriet har anvist. Derudover kan det ikke gå hurtigt nok med at tvinge A.P. Møller til forhandlingsbordet. Selskabets aftale om den danske undergrund udløber i 2012. En klar forudsætning for en forlængelse må være, at Mærsk Mc-Kinney Møller og konsorter accepterer en indfasning af den nye skattemodel.