SIGER MAN noget grimt om en navngiven politiker, vil reaktionen blandt dem, man taler med, afhænge af, hvilken politisk fløj de pågældende selv tilhører. Men siger man noget grimt om politikere som sådan, kan man være næsten sikker på at få alle med sig. Det er et sørgeligt paradoks, at lige så populært demokratiet er, lige så upopulær er den gruppe af vore medmennesker, der er fuldtidsbeskæftiget i demokratiets tjeneste. Der er mange grunde til, at kun journalister kan konkurrere med politikere, når det gælder manglende troværdighed og begrænset folkelig respekt. Men tilfredsstillende er det ikke. Ej heller rimeligt. For vi kan ikke undvære politikerne. Og vi har selv valgt dem. FOR AT imødegå den udbredte, men uholdbare politikerskepsis er det værd at fremhæve, når politikere som gruppe virkelig gør en uafviselig, positiv forskel. Det er det, vi oplever i EU-konventet i disse måneder. Alle hidtidige reformer af EU er blevet forberedt af topdiplomater, der i måneder og år på en lukket regeringskonference har forberedt traktater, der ikke overraskende er landet på den laveste fællesnævner mellem nationale interesser. Euroen er en undtagelse - og det skyldes givetvis, at forslaget er udarbejdet i en arbejdsgruppe, der bestod af nationalbankdirektører og uafhængige eksperter, frigjort fra det normale diplomatiske fedtspilleri. Denne gang har et konvent med godt 100 deltagere fået opgaven, og konventet er domineret af folkevalgte - de fleste udpeget af EU's parlamenter. Da den beslutning slap igennem ved topmødet i Laeken, var der mange topembedsmænd og regeringspolitikere, der var åbenlyst skeptiske. Ville det ikke bare blive en snakkeklub uden større betydning? KYNIKERNE TOG fejl. At overlade et indlysende politisk spørgsmål - hvordan skal EU fungere fremover - til en forsamling af politikere har vist sig at være en rigtig god idé. Debatten er allerede kommet langt videre end på det tilsvarende tidspunkt ved alle tidligere reformforsøg. Konventet har samtidig tvunget de nationale regeringer ud af busken: Nu er det ikke nok at komme med kryptiske signaler - der skal konkrete og sammenhængende forslag til, før man har en chance for at påvirke konventet. Hvor konventet lander, og hvor meget den efterfølgende regeringskonference til efteråret vil ændre, ved vi endnu ikke. Men det står allerede klart, at den næste traktat vil løse langt flere problemer end dens to forkølede forgængere, Amsterdam- og Nicetraktaterne. Og endnu vigtigere: EU-reformen vil denne gang have været til offentlig diskussion, længe før den dag det enkelte land skal tage stilling til, om den ny traktat er værd at vedtage. Det er et kæmpefremskridt, der samtidig viser, hvornår politikere er uundværlige: Når der skal føres politik.