UDENRIGSMINISTER Colin Powell er Bushregeringens mest troværdige medlem, hvilket desværre ikke siger så meget. I en sober og seriøs tale i går sandsynliggjorde han både, at Saddam Husseins regime gør alt, hvad det kan, for at snyde FN's inspektører, og at Saddam Hussein har prøvet og stadig prøver at erhverve og bevare masseødelæggelsesvåben. Dermed øgedes USA's pres på FN's Sikkerhedsråd, der i løbet af få uger skal gøre op med sig selv, om forsøget på at afvæbne Saddam Hussein giver mening, når diktatoren, som Hans Blix tørt noterede det forleden, tilsyneladende stadig ikke er indstillet på at medvirke. På de givne præmisser er det sandsynligt, at USA ultimo februar eller primo marts får det FN- grundlag, der skal til for at føre krig mod Irak. Derfor kan krigen kun undgås, hvis Saddam Hussein en af de nærmeste dage falder på knæ for FN. Det sker næppe. I det lys føjede Colin Powell blot endnu en brik til det puslespil, der for længst er lagt i Det Hvide Hus. DET AFGØRENDE spørgsmål forud for en krig lader sig desværre ikke stille inden for den ramme, Sikkerhedsrådet enstemmigt accepterede i november. Sagens kerne er, om der virkelig ikke er noget alternativ til krig. En egentlig afvæbning af Irak er jo kun én mulig vej. En vej, som Colin Powell nu har sandsynliggjort ender blindt. En anden mulighed er at afskrække Saddam Hussein fra at bruge sine masseødelæggelsesvåben, sådan som andre diktatorer med lige så farlige våben er blevet det og stadig bliver det. Det er en mulighed, USA har fravalgt, uden for alvor at begrunde det. Krigen er ikke det eneste alternativ. Det påhviler derfor stadig USA - også efter Powells tale - at overbevise verden om, at krig er et bedre alternativ end afskrækkelse. Risikoen for, at Irak engang i fremtiden hjælper terrorister til masseødelæggelsesvåben, er ikke nok. USA må sandsynliggøre, at en krig vil føre til en langt bedre fremtid for Irak, regionen og verden, end fortsat afskrækkelse ville gøre det. Det kræver svar om Iraks fremtid, svar om USA's vilje til at føre en helt ny politik i hele Mellemøsten, og svar om USA's vilje til - sammen med Europa - at tage et ansvar. Herunder for det palæstinensiske problem, som præsident Bush så konsekvent har forsømt. Så længe de svar ikke foreligger, har hverken Powell eller Bush gjort deres arbejde. Så længe de svar ikke foreligger, vil krigen ikke fremstå som den nødvendighed, en krig skal være, før demokratier bør føre den.