TORSDAG denne uge blev LO's hovedbestyrelse enige om en model for løsningen af de grænsestridigheder, som opstår mellem LO-forbundene i forbindelse med udliciteringer. Forbundet af Offentligt Ansatte, FOA, der havde truet med at ville sige nej og dermed kaste LO ud i en katastrofe, faldt til patten. Det var i sidste øjeblik, for hverken fagbevægelsen, arbejdsgiverne eller det danske samfund har brug for et svækket LO. Allermindst i en situation, hvor den gamle dinosaur netop er ved at bringe sig på omgangshøjde med tiden efter i årevis at have ævlet og kævlet om, hvad der skulle til for at stoppe medlemsflugten og bringe Landsorganisationen tilbage som en kompetent og nødvendig aktør i det danske forhandlingssamfund. DEN FORNYELSE, som LO lægger op til, er gennemgribende og imponerende. Hvis det ny LO formår at omsætte det smukke i kongrespapirerne til virkelighed, lægges der dramatisk afstand til fortidens støvede og efterhånden impotente mastodont. Med inddragelsen af forbundsledere fra de store forbund i den daglige ledelse får LO en reel magt, som det har manglet i årevis, fordi forbundslederne i rollen som medlemmer af den daglige LO-ledelse har mulighed for at bruge og forpligte deres bagland, når diverse opgaver skal løses. Som aftalepart får LO en helt anden tyngde, end det har haft siden dengang, Thomas Nielsen røg sine cigarer i den ene tv-avis efter den anden. LO-FORMAND Hans Jensen har kaldt dagens kongres og den fornyelse, han lægger op til, for sidste skud i bøssen. Dybt ind i fagbevægelsen er man klar over, at der skal nye boller på suppen, hvis nutidens moderne, selvstændigt tænkende lønmodtager skal føle sig hjemme i fagbevægelsen. En nedgang i medlemstallet på 90.000 på syv år har talt sit eget tydelige sprog for LO-ledelsen, som har haft tungen lige i munden i bestræbelserne på at finde en balance mellem de kollektive værdier, som er fagbevægelsens salt, og nødvendigheden af at sætte individet i centrum. Fremtidens LO betaler ikke til Socialdemokratiet og har sit eget selvstændige værdigrundlag. Efter i årtier at have rynket på næsen af fagbevægelsens tætte bånd til Socialdemokratiet burde højrefløjen i dansk politik glæde sig over udviklingen i stedet for rutinemæssige lovforslag, som på en eller anden måde er beregnet til at lægge gift ud for landets faglige organisering. Det er en kæmpe fordel for det danske samfund, at en stærk enhedsfagbevægelse med rødder i midten af dansk politik kan fungere som stabiliserende faktor. Man behøver blot skæve til lande som Tyskland, Frankrig, Spanien og England, hvor fagbevægelsen ikke i nær samme grad som i Hans Jensens Danmark er garant for en smidig fortolkning og implementering af den samfundsmæssige pagt mellem lønarbejde og kapital. Meningerne vil brydes blandt de 800 delegerede på dagens kongres, men vi tillader os allerede nu at ønske tillykke med det forventelige resultat.