DET VAR KUN to regionale valg. Forbundskansler Gerhard Schröder bliver på sin post i Berlin. Alligevel kunne nederlaget for den tyske socialdemokratiske regeringschef ikke være værre. På Schröders kind vil man de næste mange måneder kunne se de fem fingre efter vælgernes lussing. På Schröders hjemmebane, Niedersachsen, gik SPD tilbage fra 47,9 til 33,4 pct. af stemmerne. I Hessen, der i mange år var en rød højborg, faldt partiet fra 39,4 til 29,1 pct. Årsagen ligger lige for: Vælgerne straffede Gerhard Schröder for den rød-grønne regerings slingrekurs og brudte valgløfter siden den knebne valgsejr 22. september 2002. I stedet for skattelettelser får tyskerne skatteforhøjelser. I stedet for mere økonomisk vækst går det mod et minus. Schröder rejste begge delstater tynde og slog på sin fredspolitik: Ingen tysk medvirken i en Irakkrig. Regnestykket gik ikke op. Meningsmålinger på valgaftenen viste, at kun 1 procent af vælgerne tænkte på Irak i stemmekabinen. Hele 52 procent tænkte på den stigende arbejdsløshed. DET ER EN ringe trøst for Schröder, at valgets to sejrherrer, de to CDU-ledere Christian Wulff i Niedersachsen og Roland Koch i Hessen, bebuder samarbejde i stedet for åben konfrontation i det tyske overhus, Forbundsrådet, hvor de borgerlige partier CDU/CSU og det liberale FDP nu har solidt flertal. »Vælgerne vil aldrig tilgive os en hård linje«, mener Wulff og er dermed på linje med tidsånden: Der skal reformer til. Forbundsrådet, der er sammensat af delstaternes regeringer, er nu det afgørende forum i tysk politik, og CDU/CSU skal nok vide at sætte tydelige fingeraftryk. I SPD ulmer det. Venstrefløjen har fundet den gamle partiformand Oskar Lafontaine frem fra klædeskabet. Han har allerede i landets største avis, Bild, forklaret, at valgnederlaget skyldes »nyliberalisme pakket ind i rødt vat«. Ideen med et comeback er meningsløs. For det første er Lafontaine efter sin uforklarlige afgang som finansminister og partiformand stadig persona non grata i store dele af partiet. For det andet er der brug for strukturreformer i tysk økonomisk politik. Noget tyder på, at Gerhard Schröder omsider og heldigvis har indset det. Men han - og dermed hele EU's økonomi - går en hård tid i møde.