DA DET INDRE marked stod højt på dagsordenen i 1980'erne, var debatten på den danske venstrefløj og blandt socialdemokrater og radikale præget af gråd og tænders gnidsel. Analysen var klar: Hvis dette neoliberale markedsprojekt vitterlig blev gennemført, kunne det fælde den danske velfærdsmodel. Simpelthen fordi virksomhederne angiveligt ville placere sig i de lande med de laveste omkostninger og det mindste bøvl. Og fordi den lavtlønnede sydeuropæiske arbejdskraft ville flygte til smørhullet Danmark. De danske politikere ville kort sagt blive presset ud i en negativ EF-konkurrence om at få afviklet velfærd, høje lønninger, høje skatter og miljøregler. Farvel til velfærdsstaten Danmark. Og goddag til markedskræfternes paradis. Sagde man. Men befolkningen lyttede ikke til dommedagsprofeterne. Ved folkeafstemningen i 1986 sagde den ja tak til EF-pakken og det indre marked. Og i disse dage - hvor det indre marked kan fejre tiårsjubilæum - kan vi så spørge os selv: Gik det så så galt? Svaret er nej. Skrækscenarierne blev aldrig til noget. Og med god grund. For i en global vidensøkonomi skal et velfærdssamfund som Danmark naturligvis ikke konkurrere på lave omkostninger, men derimod på uddannelsesniveau, forskning, kreativitet - i det hele taget på de bedst mulige rammebetingelser. Og her står Danmark ganske stærkt. Derfor faldt velfærdssamfundet ikke sammen som et korthus. Tværtimod har Danmark vist sig at være et af de lande, der har kunnet høste de største fordele af det indre marked i form af velstand, arbejdspladser og velfærd. Og velstandsmulighederne er endnu ikke udtømt. I sidste uge måtte EU-kommissionen - igen - opfordre medlemslandene til at gennemføre flere økonomiske og sociale reformer for at styrke det indre marked. Og hvis det bliver efterlevet, får vi endnu flere fordele. DE VÆSENTLIGSTE positive konsekvenser af det indre marked var de politiske. Den øgede politiske dynamik i det europæiske samarbejde op igennem 1990'erne var nemlig i høj grad forårsaget af det indre marked. For når man gennemfører et fælles marked, vil det automatisk skabe behov for en fælles politik i forhold til miljø, mærkning, patenter, uddannelse, arbejdsmarked osv. Det vidste den dynamiske socialistiske EU-kommissær Jacques Delors. Og det var nøjagtig, hvad der skete. I den forstand er der mange på centrum-venstre- fløjen, der i dag kan prise sig lykkelige over, at befolkningen i sin tid trodsede deres anbefalinger og stemte ja til det indre marked.