'1984.' TITLEN på George Orwells berømte bog om det totalitære mareridt er blevet kaldeord for alt, der bare smager af overvågning eller kontrol. Og med god grund. Et samfund, hvor staten ved alt om alle og bestemmer, hvad der må tænkes, er bestemt ikke nogen rar tanke, og noget som skal bekæmpes. Men ligesom drengen, der råbte ulv lidt for tit, skal man passe på ikke at sammenligne enhver forholdsvis uskadelig overvågning med Orwells skrækvision. Senest er det planerne om videoovervågning i de københavnske S-tog, der bringer '1984' til live, og som ofte før er både parallellen og frygten skudt langt forbi. At indføre videoovervågning i S-togene er et ret begrænset indgreb, og med sagerne om kidnapninger af passagerer i togene virker det fornuftigt at indføre noget mere kontrol - også selv om det betyder vanskeligere vilkår for kriminelle, ekshibitionister og graffitikunstnere. MEN, MEN, men. Det er jo også alle os andre, der vil blive filmet, lyder argumentet fra de bekymrede, og det bliver man naturligvis nødt til at forholde sig til. Og at overvågningen af os alle sammen er blevet betydeligt mere udtalt i de senere år, er der selvsagt ingen tvivl om. Med mobiltelefoner, kreditkort og internetsøgninger efterlader vi alle et elektronisk spor, som politiet og andre interesserede kan følge og derigennem kortlægge vores færden. Det kan være en god ting i forbindelse med opklaring af forbrydelser, men bestemt også et problem i det omfang andre - venner, fjender eller mistænksomme ægtefolk - kan få adgang til oplysningerne. Men vejen til at forhindre det er ikke at droppe al den nye elektronik og forbyde videokameraer i alt fra S-tog til 7-Eleven-kiosker. Det er at regulere området, bestemme hvem der kan se hvad, hvor længe de forskellige oplysninger skal opbevares og så videre. Med andre ord, sikre retssikkerheden gennem regler. Ligesom man normalt gør.