LIVET I EU er fuldt af ritualer. Vi oplever et af dem hver gang, et nyt land overtager formandskabet, og i går var det grækernes tur til at fremsætte en af de traditionelle besværgelser, da det nye græske EU-formandskab mødte EU-kommissionen i Athen. EU skal have en stærkere udenrigs- og forsvarspolitik, lød budskabet, som vi har hørt det utallige gange før. Budskabet er godt nok, og grækerne er modige folk. For netop nu står verden måske over for en ny krig, og allerede debatten om det rigtige i en krig mod Irak eller ej har udstillet EU's udenrigspolitiske svaghed. For det første er der ingen, der spørger om EU's holdning. Ikke en gang de arabiske lande og endnu mindre USA, og forklaringen er ligetil: EU er irrelevant i denne sammenhæng, som de amerikanske ledere ynder at sige. EU har ingen militær magt at sætte bag en udenrigspolitik, og i forhold til konflikten omkring Irak og situationen i Mellemøsten er sandheden, at EU ingen politik har overhovedet bortset fra mere eller mindre luftige erklæringer. Vi har derimod en række medlemslande, der nok er enige i at fordømme Iraks Saddam Hussein som en plage for sin egen befolkning og en permanent kilde til ustabilitet i regionen. Men de er meget uenige om, hvad det internationale samfund skal gøre ved det. Det spænder fra Storbritanniens rolle som USA's trofaste allierede til Frankrigs traditionelle skepsis over for USA og tilsvarende vilje til at optræde som brohoved mellem den arabiske og vestlige verden. I de seneste dage er især den britiske utryghed ved en amerikansk aktion uden håndfaste beviser på irakiske brud på FN's resolutioner steget. Men vi er langt fra noget, der blot tilnærmelsesvis kan betegnes som en fælles EU-analyse.SAGEN VISER, at fælles udenrigspolitik i EU er et fjernt projekt, selvom der er sket fremskridt i de seneste år. Men der er lang vej, før EU er udenrigspolitisk operationel blot i mindre sager. Et af problemerne er for eksempel, at både EU-kommissionen og EU's ministerråd fører udenrigspolitik. Koordineringen er dårlig, og den er katastrofal ude i marken. Så måske skulle EU strømline sit udenrigspolitiske apparat yderligere, som mange også efterlyser i debatten om den kommende EU-forfatning. Koncentration om færre opgaver ville også hjælpe, og der er stadig plads til at fjerne bizarre dagsordenspunkter fra EU-ledernes topmøder til fordel for større og vigtigere emner. Det vil ikke være nok til at gøre EU til en magtfuld international aktør. Men det vil styrke EU's gennemslagskraft på de områder, hvor unionen kan og bør spille en rolle på den internationale scene.