TIDEN RÅBER på uddannelse; på dannelse; på højskoler. Skulle man tro. Men højskolerne forsvinder langsomt, og højskole eleverne forsvinder hurtigt. Der er stort set tilbagegang overalt på de danske folkehøjskoler, og mindst hver tiende står umiddelbart foran lukning. Som det er fremgået af de senere dages reportage, kan der gives umiddelbare og meget konkrete forklaringer på tilbagegangen. Små ungdomsårgange, efterskolernes succes, nedlæggelsen af Den Frie Ungdomsuddannelse, afskaffelsen af dagpenge under højskoleophold. Forklaringer alt sammen - men dårlige forklaringer. For det grundlæggende paradoks er, at samfundet synes at have mere behov for højskoler end nogensinde før, alt mens højskolerne går neden om og hjem. Noget må ændres, og noget må tænkes helt forfra. I EN FRAGMENTERET og liberalistisk, for ikke at sige egoistisk, tid er der god brug for højskolebevægelsens tilbud om både fællesskab og personlig afklaring. Det almene er ikke pludselig gået hen og blevet uaktuelt, tværtimod. Men den særligt grundtvigianske - og lovfæstede - forestilling om det almene har sat sig som et dogme, der hindrer højskolerne i at møde moderne mennesker dér, hvor de faktisk er med deres liv, deres krav og deres ønsker til (ud)dannelse. Højskolen er for alle, javel, men det hindrer vel ikke, at man også kan have særligt kvalificerede, og kvalificerende, tilbud, som henvender sig til særlige grupper? Højskolen er alment dannende, javel, men hvorfor skulle det stå i vejen for, at man også tilbød kompetencegivende uddannelser med dokumenteret resultat? Højskolen er i sin grundform en kostskole for unge mennesker, klart nok, men i et vidensamfund med livslang uddannelse må højskolens virkefelt vel i al sin enkelhed være hele befolkningen? Masser af højskoler har naturligvis allerede givet positive svar på alle disse retoriske spørgsmål. Der er både specialer, meritter, målrettede kurser og alverdens andre goder at hente rundt på højskolerne. Men det foregår alt sammen lidt skrantende og lidt på trods af, eller på kanten af, hvad tradition og lovgivning egentlig tillader. Forslaget til nytårsforsæt for højskolebevægelsen må derfor være at tænke sig selv forfra. Det er for sølle at holde hele herligheden simrende på vågeblus. Og hvis nye toner fra højskolerne bliver mødt af en generøs politisk lydhørhed, som der burde være grobund for både i regeringen og udenfor, så kunne 2003 blive starten på et nyt opsving for noget af det mest værdifulde og originale i dette land: højskolerne.