VERDEN BLIVER i disse dage mindet om, hvor vanskeligt det er at håndtere efterladenskaberne fra et af det 20. århundredes uafsluttede opgør. Den kommunistiske ledelse i Nordkorea, et på alle områder illegitimt regime, holder ikke bare sin egen sultende og frysende befolkning i et jerngreb. Den truer sin demokratiske sydkoreanske rival med ødelæggelse og dermed med at destabilisere hele Nordøstasien. Den militære afpresning har et eneste mål: at få USA bragt tilbage til forhandlingsbordet og få flere amerikanske og sydkoreanske leverancer af energi og fødevarer for at afhjælpe en utvivlsomt desperat situation internt i Nordkorea. Dilemmaet er uomgængeligt og dybt ubehageligt. USA og dets allierede undgår ikke at yde livsforlængende bistand til det kyniske styre i Pyongyang, der reelt holder sine egne godt 20 millioner indbyggere som gidsler og truer med at udløse konflikter, der bringer nogle af verdens sværvægtsnationer på kant med hinanden. Nok har vi fra Washington hørt, at USA vil være i stand til at føre krig i to regioner samtidigt, men i realpolitikkens verden holder dette synspunkt ikke. Bush skal have skabt ro på den koreanske halvø, inden presset på Irak får mere håndgribelige udtryk. DEN AKTUELLE krise er samtidig en påmindelse om, hvor ufuldstændigt det politiske landskab i Østasien er. Her savnes i katastrofal grad gensidigt forpligtende politiske institutioner, der kan mere, end hvad FN har vist sig i stand til. Noget, der kunne finde inspiration i NATO, i OSCE og i EU. For i vor del af verden kunne disse størrelser skabe løsninger, som sjældent var perfekte i udførelsen, men som dog forebyggede konfliktscenarier, som ingen rationelt handlende politisk ledelse kunne ønske sig. USA og Kina bevæger sig i disse år med skildpaddefart mod en form for uformelt partnerskab, som på sigt kan danne ramme om en afmontering af det nordkoreanske problem. Men tidshorisonten er usikker, og de øvrige regionale aktører skal have tid til at vænne sig til den ændrede magtbalance, som er et resultat af Kinas ændrede position i Asien og i verden. På det korte sigt er der derfor ingen vej uden om at sikre en midlertidig stabilitet på den koreanske halvø. Midlet hedder forhandlinger med og bistand til nordkoreanerne.