I DET Konservative Folkeparti, hvor man ud over kulturministerens målrettede hærværk på medieområdet, ikke nyder megen bevågenhed, er man godt sure i skralden over, at statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke udtalte sig om skat og skattereform i sin nytårstale. Uenigheden mellem de to regeringspartier om behovet for en skattereform, og om hvordan en sådan i givet fald skal skrues sammen, har været åbenlys, siden VK-regeringen blev dannet. Regeringen har udstedt et vagt løfte om skattelettelser, men statsministeren har bestandigt nedtonet de konservatives pres med henvisning til, at der skal være råd til lettelser, før de kommer. Hertil kommer, at regeringen med sit skattestop efter Foghs mening allerede har sendt et tryghedsskabende signal til befolkningen af den slags, der mindsker det, statsministeren med en fantastisk formulering har omtalt som det »psykiske skattetryk« - som ikke har at gøre med det faktiske skattetryk, men med folks oplevelse af det. VI ER enige med de konservative i, at Anders Fogh Rasmussen burde have haft mandsmod nok til at turde berøre skattetemaet i sin tale, der var renset for referencer til økonomi, arbejdsmarked, erhvervsliv osv. Men det, regeringens førstemand burde have sagt højt og tydeligt, er, at der ikke er luft i økonomien til at lette det samlede skattetryk. Ud over at der ville være tale om et generationstyveri, hvis regeringen bevilgede flere penge til forbrug nu i stedet for at betale af på landets betydelige gæld, er det at stikke befolkningen blår i øjnene både at love betydelige serviceforbedringer inden for velfærdsområdet - og sænke skatten. DET VILLE have klædt statsministeren at have sagt dette klart. Og så kunne han have tilføjet, at den filosofi på ingen måde udelukker, at regeringen snarest vil indlede forhandlinger med Folketingets partier om en skattereform, hvis slutresultat skal være, at skatten på arbejde, som alle er enige om er alt for høj, nedsættes i det omfang, det er muligt at erstatte den med en øget beskatning af arbejdsfrie gevinster, husejernes ikke mindst og en fjernelse af de pensionsfradragsfiduser, som blandt andet Socialdemokraterne har peget på i sit udspil fra september måned. Som de økonomiske vismænd igen og igen betoner, hænger en skattereform uløseligt sammen med en ændring af boligbeskatningen. Den politik, regeringen i øjeblikket fører, begunstiger formueejere, internationale koncerner og dem, der foretrækker at investere i mursten frem for at arbejde mere. Det duer ikke.