SADDAM Hussein, Iraks diktator, leger i bogstavelig forstand med ilden, hvis Hans Blix, chef for FN's våbeninspektører, har ret i, at Irak ikke har leveret fyldestgørende oplysninger om sine masseødelæggelsesvåben. Der er ingen tvivl om, at USA's regering leder efter en anledning til at fortrænge Saddam Husseins regime. Men lige nu er bolden på Saddam Husseins banehalvdel. Han kunne videregive alle oplysninger, som det er krævet af ham, og som han selv har lovet. I stedet vælger han at teste våbeninspektørernes, Sikkerhedsrådets og USA's nerver. DILEMMAET afspejler problemet med selve Saddam Husseins magtgrundlag. Ingen har bedt Saddam Hussein om at undertrykke sin befolkning. Det er diktatorens valg. Ingen har bedt Saddam Hussein fængsle, torturere eller dræbe sine kritikere. Det er hans valg. Og ingen har tvunget Saddam Hussein til at bruge Iraks sparsomme ressourcer på vedligeholdelsen og udbygningen af hans paladser, mens hans befolkning mangler mad og medicin. Der er heller ingen, der beder Saddam Hussein fortie, hvad der er blevet af de militære programmer, han manglede at redegøre for, da våbeninspektørerne sidst rejste hjem i 1998. Det er Saddam Husseins beslutning. DIKTATOREN finder det sikkert interessant eller rimeligt at byde våbeninspektørerne, FN og USA trods. Men som altid spiller Saddam Hussein med sin befolknings liv og velfærd som indsats. Allerede derfor er Saddam Husseins vilje til at risikere en krig - som Irak var bedst foruden - ganske forargeligt. Men så meget tydeligere står det også, at Irak ikke alene har brug for fred snarere end krig, men også har brug for en ny demokratisk leder frem for Saddam Hussein.