DET ER EN katastrofe af ufattelige dimensioner: 42 millioner mennesker i verden er ramt af hiv/aids. 30 millioner af dem bor i Afrika. Alene i dag vil mindst 6.500 dø af sygdommen, svarende til antallet af navne på 13-14 tætskrevne sider i en almindelig telefonbog. I morgen dør yderligere 13-14 siders navne. I overmorgen det samme. Og sådan kunne man blive ved. Men det er værre endnu: Katastrofen ventes først at toppe om nogle år. FN venter, at yderligere 45 millioner bliver hiv-smittet frem til 2010. Dertil kan lægges ofrene for malaria og tuberkulose, som vi ganske vist taler mindre om på disse breddegrader. Men hvad skal vi dog med al den katastrofesnak? VI SKAL bruge den til at bryde ud af den kynisme, der har rådet i tre årtier. Vi skal og må sætte ind mod en katastrofe, der dog har et positivt aspekt: Vi kan gøre noget. Men det kræver penge. Mindst 70-80 milliarder kroner vil det ifølge FN koste at bremse og slå hiv/aids-epidemien tilbage - langt mere end der afsættes i dag. Så godt har kynismen fat, at vi gerne afsætter enorme milliardbeløb til at føre krig imod terror, fordi den skønnes at udgøre en trussel mod os selv, alt imens selv et tidligere foregangsland som Danmark har sænket ambitionsniveauet for sin udviklingsbistand. Også USA og en række andre rige lande yder langt mindre, end deres økonomi tilsiger. Men ingen synes så meget som at skamme sig. Og bedre bliver det ikke af, at nogle af de hårdest ramte lande heller ikke selv tager truslen alvorligt, men ofte synes mere optaget af magtspil og krige. NETOP KRIGE og ustabilitet bliver der kun mere af, efterhånden som hiv/aids gør millioner af børn forældreløse. I Afrika har 34 millioner børn mistet den ene af sine forældre, og mange dem begge. I bander, hos gangstere og krigsherrer søger mange den beskyttelse, de skulle have haft hos deres forældre, men det har en pris: Alt for mange ender som hårdkogte kriminelle, som helt ned til femårsalderen spreder frygt og ulykke. Situationen formørkes kun yderligere af, at hiv/aids-plagen er godt i gang med at brede sig til endnu flere lande og kontinenter. Den danske regering bør bruge den sidste periode af sit EU-formandskab til at gå i spidsen for en indsats, både økonomisk og politisk. Det ville tilmed være en logisk forlængelse af den 'aktivistiske' udenrigspolitik, som statsminister Anders Fogh Rasmussen for nylig bebudede, men som fortsat ligner tom retorik mere end noget andet.