VI LEVER i en tid, hvor terrorisme dominerer den internationale dagsorden. Fra New York og Washington til Moskva, over Bali, Israel-Palæstina og alt for mange andre steder dræber terrorister forskelsløst sig selv og massevis af uskyldige mennesker. Den rædsel, frygt og afstandtagen, der helt naturligt er vores fælles reaktion på alle disse chok, må imidlertid ikke få os til at reagere forskelsløst på alle former for terrorisme. Det er ellers et fristende standpunkt. For hvordan kan man overhovedet overveje at vise forståelse for krav, der forsøges fremmet med så barbariske midler? Det kan forekomme både moralsk og konsekvent at trække en streg i sand over for alle terrorister: Ingen forhandlinger, ingen forståelse, ingen indrømmelser. Men i stedet fælles bekæmpelse og fælles afstandtagen. Den igangværende internationale krig mod terrorismen er i høj grad skåret over den læst. MEN SELV om mord på uskyldige er og forbliver fuldstændig moralsk forkasteligt, så udtømmer den konstatering alligevel ikke emnet. For det første er det værd at notere, at langt de fleste uskyldige ofre for politisk vold i fredstid - krig er et kapitel for sig - er dræbt af statsterror. Det er staterne, der har langt det meste blod på hænderne - i mange tilfælde i øvrigt med terrorister som mere eller især mindre lødig undskyldning. For det andet er listen over terrorister, som har foretaget bevægelsen fra terrorist til anerkendt forhandler til statsmand meget lang. Man behøver kun at nævne navne som Begin, Arafat, Mandela, Gerry Adams eller Kenyatta. Pointen er ikke, at de engang blev kaldt terrorister og siden er kommet til ære og værdighed. Pointen er, at de var terrorister og alligevel kom til ære og værdighed. OMVENDT ER det ikke alle terrorister, der kan, vil eller bør ende på den måde. Osama bin Laden vil for eksempel død eller levende aldrig nå dertil. Og det skyldes ikke kun, at terrorangrebet på New York og Washington var så enestående rædselsfuldt og afskyeligt. Det skyldes også og især, at han ikke stiller krav, og at han forfølger mål, der ligger langt uden for, hvad det på nogen måde giver mening at forestille sig realiseret. Al-Qaeda og en del andre islamistiske terrorgrupper drømmer om at genskabe kalifatet, som de forestiller sig, at det fandtes for mere end 1000 år siden. Den utopi er ikke i nogen forstand af denne verden, og også derfor skal al-Qaeda kun bekæmpes. Der er ikke noget at forhandle om. Et endnu mere åbenbart eksempel på en terrorisme, som det naturligvis ikke giver mening at søge politiske løsninger på, er det mareridt, USA's hovedstad, Washington, har oplevet de sidste tre uger. Den snigskytte, der skød 13 helt tilfældige amerikanere, skræmte områdets tre millioner indbyggere, og holdt hundredetusinder inden døre, havde så vidt vides ingen politiske mål. Alligevel var det terrorisme, han praktiserede. Han skræmte en hel hovedstadsregion, og han opnåede en ekstrem grad af global opmærksomhed. Faktisk er der tegn på, at hans forbryderiske bane til dels var styret af den medieopmærksomhed, han fik. DER ER altså god grund til at skelne mellem terrorister. Selv om frygten og fordømmelsen er et fælles træk, skal de forskellige former for terrorisme vurderes og behandles forskelligt. Terrorisme i alle dens former skal bekæmpes. Men hvor den terrorisme, der udspringer af en konkret konflikt, som der kan tænkes en eller anden form for løsning på, fortjener at blive både bekæmpet og taget alvorligt som anledning til en politisk løsning, så forholder det sig anderledes med den nihilistiske eller utopiske terrorisme, som snigskytten og Osama bin Laden på hver sin meget forskellige måde repræsenterer. Også de skal naturligvis bekæmpes og forfølges. Men spørgsmålet er, om vi i højere grad kan lære at behandle dem på linje med andre irrationelle tragedier, som vi både bekæmper og lever med, men som ikke skræmmer os fra vid og sans. Trafikulykker for eksempel. Det globale medieflip i Washington, der fik hundredetusinder til at lægge deres liv om i anledning af en risiko, der for den enkelte må betragtes som særdeles teoretisk, vil forhåbentlig give anledning til selvransagelse også i medierne. Spørgsmålet er, om en tilsvarende selvransagelse på et tidspunkt bliver mulig i forhold til USA's og dets mange venners reaktion på den usammenligneligt meget større terror, der ramte New York og Washington 11. september 2001. Kan der tænkes at komme et punkt, hvor krigen mod terror skader og skræmmer os alle sammen mere, end selv den mest ondartede terrorisme kan retfærdiggøre?