HVERT ÅR bliver 17.-18.000 danskere på vej mod livet brat stoppet i deres færd for i stedet at ende i en affaldsspand på et hospital. I Danmark har vi fri abort, og uagtet at det indebærer, at fostre med fingre og tæer slås ihjel, betragtes debatten om det etisk forsvarlige i fremgangsmåden som overstået. Lige modsat forholder det sig med de store, men for mange skræmmende, perspektiver i genteknologien. Herunder muligheden for terapeutisk kloning, som, enkelt sagt, går ud på, at man kopierer et sygt menneskes stamceller til et lillebitte fosteranlæg for at skabe netop de raske celler, som den pågældende mangler. Er det rimeligt at udnytte det lille fosteranlæg på denne måde, eller er det selv ukrænkeligt liv, som ikke må udnyttes i en behandlingssammenhæng? DET ER et af de mange spørgsmål, som de sagkyndige i Genteknologiudvalget har bedt politikerne om at forholde sig til. Hvis sidstnævnte troede, at de kunne slippe for at tage stilling ved at bede andre om råd, tog de - heldigvis - fejl. Ligesom der i sin tid skulle træffes en afgørende politisk beslutning i forbindelse med indførelse af retten til fri abort, er det selvsagt også en politisk afgørelse, hvor langt forskere og sygdomsbehandlere må gå ad den genteknologiske vej. På denne plads er vi ikke i tvivl: Terapeutisk kloning er et uhyre perspektivrigt led i sygdomsforskningen. Det har intet som helst at gøre med at skabe menneskekopier eller lege Gud. Verden over kan det komme millioner af mennesker til gode, hvis forskerne får grønt lys af politikerne og opinionen til at gå i gang. Ja, der er en slimklat, et begyndende fosteranlæg, som indgår - og går til - i processen, men det er en pris, samfundet bør være villig til at betale, ligesom der er en etisk, og for de konkret involverede, psykisk pris at betale i forbindelse med den rutinemæssige udtagelse af op til 12 uger gamle fostre, som vi for længst har accepteret i Danmark.