DER ER INTET, der kan retfærdiggøre terrorisme. Den er afskyelig i al sit væsen. Ethvert anstændigt menneske må fordømme den form for kriminel virksomhed, der natten til i går flåede flere hundrede mennesker ud af deres hyggestund i et teater i Moskva, da tjetjenske terrorister tog dem som gidsler. Flere hundrede mennesker, liv og skæbner blev i et nu tvunget til at lægge deres liv i hænderne på en samling maskerede psykopater. Det er ikke første gang, tjetjenske terrorister gør uskyldige mennesker til ofre for deres sag, og det bliver formentlig heller ikke den sidste. Den ulyksalige sandhed er, at den tjetjenske terror har et modstykke i en russisk statsterror, og at de på den måde nærer hinanden. Det kan i uhyggelig grad minde om den onde cirkel i Mellemøsten, hvor volden for længst er kommet ud af kontrol. VEJEN UD AF denne cirkel er den slags politiske forhandlinger, som Ruslands præsident Putin så ofte har bebudet. Meget mere er der imidlertid ikke sket på den politiske front. I stedet for at gå i konstruktiv dialog med Tjetjeniens folkevalgte og moderate repræsentanter har den russiske præsident trukket både dem og det internationale samfund rundt i manegen. Han har erklæret krigen i Tjetjenien for overstået. Han har erklæret sig rede til forhandlinger. Han har lovet retsopgør med krigsforbrydere, der har stået bag ufattelige massakrer, voldtægter, mord, plyndringer og andre modbydelige overgreb. Men intet er sket. Krigen i Tjetjenien er ikke ovre. Det er et bedrag, der skal mindske den russiske befolknings modstand over for en krig, som officielt har kostet 4.500 russiske soldater livet og 12.500 sårede siden starten på den nuværende krig i september 1999. Reelt er tabene meget større, og de fortsætter, hvad små notitser i aviserne er løbende vidnesbyrd om. Oveni kommer massive tab blandt tjetjenske guerillaer og civile, men det fylder så åbenbart mindre i russernes generelle politiske bevidsthed. PRÆSIDENT Vladimir Putin har heller ikke gjort alvor af sin erklærede vilje til at finde en politisk løsning på Tjetjenien-spørgsmålet. Han har tværtimod smidt republikkens folkevalgte og moderate præsident Maskhadov på porten, forsøgt at indsætte egne marionetter og i øvrigt - og så sent som i denne måned - blæst på opfordringer fra liberale russiske politikere til at indlede forhandlinger. De ansvarlige for den lange række af dokumenterede russiske krigsforbrydelser er også gået fri, selv om præsident Putin tidligere har lovet at stille de ansvarlige til regnskab for deres ugerninger. Men ifølge menneskeretsorganisationer er de fleste sager om overgreb mod civile blevet indstillet, uden at der nogensinde er blevet indledt seriøse undersøgelser. Og den ene sag, som ikke er det - sagen Jurij Budanov - er endt som en farce. Rusland har svigtet sine ambitioner om at udvikle sig til et moderne retssamfund. MEN ALT DET hører russerne kun lidt om. Journalister er blevet udsat for så stort et pres, at mange har pålagt sig selvcensur, mens andre - som journalisten Anna Politkovskaja, der bl.a. fortalte om de tjetjenske rædsler ved et læsermøde på Politiken i sidste måned - er blevet groft chikaneret af russiske myndigheder. Den pressefrihed, der var en hjertesag for tidligere præsident Boris Jeltsin - hans mange fejlgreb ufortalt - er kørt ud på et sidespor af præsident Putin. Han har i stedet militariseret den russiske stat så voldsomt, at 25 procent af de ansatte i statsapparatet ifølge tidligere ministerpræsident Ivan Rybkin nu udgøres af folk fra hæren og sikkerhedstjenesten. Under Boris Jeltsin var det 11 procent. Og skulle nogen stadig være i tvivl om, at Rusland er på gal kurs, måtte gårsdagens russiske protester over afholdelsen af en kommende tjetjensk kongres i København være den dråbe, der fyldte bægeret. ALT DETTE til trods har vi og vores ansvarlige politikere i Vesten valgt at tie. Men hvor længe kan vi acceptere det? Hvor længe vil vi lukke øjnene for et Rusland, der forsøger at legitimere sin statsterror i Tjetjenien ved at kalde den en krig mod terror? Hvornår bliver smagen af storpolitiske hensyn så grim, at vi tilsidesætter dem til fordel for god moral og anstændighed? Jo, Tjetjenien er arnested for terrorisme af værste skuffe. Det kan vi se med vore egne øjne i Moskva, og vi fordømmer den af hele vort hjerte. Men vi gør os skyldige i et bekvemt selvbedrag, hvis vi tror, at man kan komme terrorismen til livs ved at betjene sig af samme metoder som de terrorister, der udfører den. Det er ikke en løsning. Det er opskriften på en katastrofe af den slags, der overrumplede hundredvis af uskyldige i et teater i Moskva natten til i går.