DET ER DEN omvendte verden: Efter i årevis at have sat sig mest muligt ud over folkets vilje beskylder Irans konservative præster den reformorienterede præsident Khatami for at ville tiltage sig diktatoriske beføjelser. Baggrunden er to forslag fra præsidenten, som vil sikre ham større magt over for såvel det konservativt kontrollerede retssystem som over for Vogternes Råd. Rådet sorterer bl.a. kandidater til parlamentet og kan forkaste love, som - af religiøse årsager, naturligvis - findes i strid med den islamiske republiks rammer (hvem var det nu, der frygtede diktatoriske beføjelser?). Derfor kan Vogterne også med et pennestrøg kassere præsidentens to lovforslag, som til gengæld spås en glat gang gennem parlamentet, der domineres af folkevalgte reformkræfter. Hvis Vogterne forkaster forslagene i strid med det politiske flertal, har den iranske præsident imidlertid antydet, at han vil sende dem til folkeafstemning for at lade folket tale. Hvis Vogterne også forkaster det eller siden underkender flertallets ønske, vil det kaste Iran ud i en politisk krise af dimensioner. DET ER altså højt spil, præsident Khatami spiller. Men han har klogeligt indset, at han er i en stadig hårdere kamp mod tiden. I fem år har han haft støtte fra det store flertal af iranske vælgere, men de er i stigende grad begyndt at miste troen på ham, fordi han konstant er blevet sat til vægs af de konservative kræfter. Nogle skøn taler om, at opbakningen til ham er halveret, siden han kom til magten. Med sine to lovforslag, som ventes diskuteret i det iranske parlament i de nærmeste dage, har præsidenten derfor lagt op til sit måske vigtigste politiske slag, siden han kom til magten efter en jordskredssejr i 1997. Omverdenen bør følge udviklingen opmærksomt. Svaret er ikke at afskrive hele Iran som en 'slyngelstat', ligesom USA's præsident Bush har gjort det med sin vanlige mangel på forståelse og nuancer. Svaret er en kritisk dialog, hvor det internationale samfund støtter reformkræfterne og tager klart afstand fra deres modstandere. Det er i princippet det, EU lægger op til i sin nye 'målrettede menneskerettighedsdialog', men skal den virke i praksis, må EU's repræsentanter være mere nøjeregnende med udvælgelsen af deres iranske samtalepartnere end hidtil. Ellers risikerer den ny dialog blot at ende med at fremstå som et middel til fremme af europæiske investorers muligheder i det olierige Iran, og ikke som en støtte til landets hårdt pressede demokratiske kræfter. Og så vil vi for alvor have svigtet.