SADDAM HUSSSEIN er ikke ene om at svindle med demokrati. Men han er enestående dårlig til at foregive frie valg. Hvilken tilregnelig leder ville dog hævde at have vundet 100 procent af alle stemmer, som Saddam Hussein angiveligt fik ved tirsdagens irakiske valg? Bedragerisk og især dumt. Saddam Hussein bekræfter derved blot sin forbløffende mangel på sund sans og sit regimes manglende legitimitet. TRE AF TIDENS andre frie 'valg' er mere snedigt kamufleret, men ikke uden problemer for både de samfund, de skal tjene til at kontrollere, og for den demokratiske verden. Da Marokko gik til valg 27. september, havde kongestyret således sørget for at forbyde den mest populære oppositionsbevægelse. Da Pakistan gik til valg 10. oktober, havde præsidenten og juntalederen Pervez Musharraf sørget for forbud mod politiske møder og for en gedigen indblanding i såvel valgproceduren som resultatet. Og når Bahrain tirsdag i næste uge går til parlamentsvalg, har sheik Khalifa ikke blot udnævnt sig selv til kong Khalifa - tillykke med dét - men også erstattet sine løfter om et frit demokrati af partiforbud og begrænsninger med oppositionens råderum. BÅDE MAROKKOS, Pakistans og Bahrains herskere, der alle bygger på militær magt, har det til fælles, at de er ræd for deres religiøse opposition. Den bekymring deler de med vestlige lande, der frygter, at muslimske dissidenter - og endnu værre: religiøse valgsejre - er vejen til alt ondt. Men de har også en anden ting til fælles - netop et nært venskab og samarbejde med USA og vesteuropæiske lande, herunder i den standende kamp mod terrorismens udøvere og håndlangere. Indsats mod terror, javel. Den er nødvendig og rigtig. Men det tjener alliancen af demokratiske lande ualmindelig dårligt at se den anden vej, når vores politiske allierede knægter deres egne befolkninger. Det er politisk uforsvarligt. Og det vil sikkerhedsmæssigt være uholdbart. I bund og grund har undertrykkelse, fravær af demokrati og mangel på retssikkerhed en hel del med grobunden for terror at gøre.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
