HVAD SKAL MAN SIGE om den metro, som åbner i dag, med dronningen og festklædt publikum, med underholdning og nervøse togstewarder, med sang og hurraråb - og formentlig stadig med visse problemer? Det første og eneste pæne, man kan sige, er til lykke. Efter at de fleste andre europæiske storbyer for cirka hundrede år siden tog fat på at løse deres trafikproblemer ved at grave tunneler under gaderne, er turen omsider kommet til København. Måske er det for sent - egentlig er der ikke så meget brug for denne metro til 11,5 milliarder kroner, som først og fremmest er skabt med henblik på at tilgodese Ørestaden, som i dag ligger øde hen. Men sådan vil det ikke være i fremtiden. Håber man. Den administrerende direktør for Ørestadsselskabet, Anne-Grethe Foss, har udtalt, at hun er ked af ikke at kunne levere det, som selskabet har stillet passagererne i udsigt. Der er kort fortalt de to miserer ved projektet, at det er to år forsinket, og at prisen er steget fra 6 milliarder til 11,5 milliarder - det er dog ikke nogen 'budgetoverskridelse', men delvis et resultat af, at politikerne fra starten var for fedtede og undervurderede omkostningerne. Og så er der den midlertidige lille hage ved indvielsen, at toget kun kører på halv kraft efter Jernbanetilsynets indvendinger. Det kommer til at betyde, at der bliver seks minutter mellem togene til de to endestationer på Amager. MEGET AF DEBATTEN har været ført om de tekniske detaljer, og om det i det hele taget er sikkert at køre i et tog uden fører. Det er det naturligvis, selv om rodfæstede fordomme forhindrer os i at nyde temaet. Bemanding af storbyens metroer skaber en tryghed og en hygge, som man husker fra Paris, hvor metroen er blevet et af storbyens mest komplicerede, men også højt estimerede daglige samfærdselsmidler. Det bliver metroen aldrig i København, spår vi. Så skulle den fra starten have været anlagt der, hvor behovet var, og ikke der, hvor behovet måske opstår. En linjeføring til Trianglen/Parken havde været oplagt - nu er der afsat 10 millioner kroner til en undersøgelse af, hvordan den etape af metroen kan udføres. Det er trygt at bo på Østerbro, hvor beboerne så uendeligt ofte har udsigt til politiet, der følger tusinder af fodboldtilskuere ud til kampene. Men folk kunne måske selv tage af sted? Indvendingerne skal imidlertid ikke tages for andet end tidens typiske af slagsen. Den kollektive trafik har fået en stor og smuk investering at glæde sig over - skam få den, som kun tænker ilde derom.