DET ER intet mindre end timingen af Europas sammenvoksning efter den kolde krig, der står på spil, når de 2,9 millioner stemmeberettigede irere i dag beslutter, om de vil gentage deres nej til Nicetraktaten. Traktaten er en forudsætning for, at EU-udvidelsen med op til 12 nye medlemslande i løbet af de kommende fem år kan sættes på skinner ved EU-topmødet i København om to måneder. Mere end en forsinkelse af udvidelsen vil det næppe blive til, hvis de irske vælgere mod forventning fastholder deres nej, og sådan må det være: Få millioner irere kan ikke have vetoret over udviklingen i resten af et Europa, der står med en historisk mulighed for at rykke tættere sammen efter et århundrede med to blodige verdenskrige og en nervepirrende koldkrig. Men det betyder naturligvis ikke, at irerne ikke er i deres gode ret til at sige nej - og til at blive taget alvorligt, hvis de gør det. Tværtimod. Der er al mulig grund til at tage et nyt irsk nej alvorligt, fordi det i givet fald vil afspejle en skepsis over for EU's fremtidsplaner, som har været med til at fælde Hollands regering for nogle dage siden, og som også genfindes i potentielle EU-lande som Polen. Det er en skepsis, som næres af, at EU-landene mangler at besvare helt centrale spørgsmål om, hvordan og hvornår de eksempelvis vil gennemføre nødvendige reformer af de forældede landbrugsstøtteordninger. Og hvordan de mere konkret vil forholde sig til de praktiske problemer, der uundgåeligt vil følge af en udvidelse med lande, som først for få år siden gjorde sig fri af mere eller mindre forstenede og ineffektive samfundssystemer. Jo hurtigere det sker, des mindre spillerum vil der være for den skepsis, der allerede i dag kan forsinke EU's udvidelse, hvis irerne stemmer nej. Og som på længere sigt kan vokse sig så stor, at Europa ender med at forplumre en historisk chance for at vokse sammen i et stort og fredeligt fællesskab.