NÅR BÅDE cigarkassesnakken om, hvor pengene til en kommende skattelettelse skal placeres, den seneste arbejdsmarkedsreform, spekulationerne om, hvornår Anders Fogh Rasmussen udskifter sine 2-3 mest kiksede ministre, og alt, hvad der nu ellers fylder på den politiske dagsorden herhjemme, er glemt, vil det der skete - eller ikke skete - i Danmark i andet halvår 2002, blive husket. Det er nemlig i disse uger, det afgøres, om den udvidelse af det samarbejdende Europa, som den kolde krigs afslutning gjorde mulig, nu endelig kan indledes. Europakommissionen gav i går grønt lys for den slutspurt, der skal føre 10 nye lande ind i EU med virkning fra 2004. SELV OM Anders Fogh Rasmussen af indenrigspolitiske og taktiske grunde går forholdsvis stille med dørene, er han godt klar over, at han kun et år inde i sin statsministerperiode er oppe til den store eksamen som europæisk toppolitiker. At han skåner os danskere for de helt store armbevægelser er heller ikke udtryk for, at han ikke passer sit EU-formandshverv. Tværtimod er meldingen fra diplomatiets irgange, at han både er velforberedt, resultatsøgende og respekteret som mødeleder. Men alle ved, at det er knald eller fald på det afgørende topmøde til december. MEN HVORFOR er det nu, at udvidelsen er så historisk? EU er fredens projekt, javel, men freden i Europa er vel nogenlunde sikker endda, i hvert fald for tiden? Svaret på det er, at EU er et enestående politisk eksperiment, ikke bare i europæisk, men i globalt perspektiv. Ved at udvide sig både i dybden - hvad samarbejder vi om - og i bredden - hvem samarbejder vi med - viser EU vejen frem mod det lovbaserede, fredelige og demokratiske samliv mellem lande og folk, der formentlig alene kan sikre os en bedre fremtid, ja, en fremtid overhovedet, på denne lille, sårbare planet. DET TILBUD, EU i det 21. århundrede giver sine nabolande, kan sammenlignes med det tilbud, USA op igennem det 19. og 20. århundrede gav enkeltpersoner i hele verden: Kom indenfor og bliv et ligeværdigt medlem af et nyt fællesskab; bliv en del af os, så bliver vi en del af dig. I fællesskab kan vi skabe velstand og leve i et frit, demokratisk fællesskab. Det tilbud kan det moderne USA ikke give sine nabolande, ja, faktisk spiller USA netop i denne tid hasard med kilden til dets historiske styrke i verdenssamfundet: åbenheden og villigheden til at stille sig til rådighed for idealer, der ikke begrænser til en snævert defineret national interesse. EU UDVIDER sig kun med demokratiske lande. Allerede her adskiller unionen sig fra både NATO, OSCE eller FN. Samtidig er EU baseret på fælles regler og fælles beslutninger, der forpligter. Dermed er EU verdens største og bedste eksempel på den transnationale solidaritet, som politikere og opinionsdannere taler så meget om, men sjældent praktiserer. Ved at åbne EU for 10 lande med 75 millioner indbyggere, der i gennemsnit er måske ti gange fattigere end os, så beslutter vi os for, at de problemer, det naturligvis medfører, skal løses i fællesskab. Men det gamle EU er ikke bare idealistisk; vi siger også ja til lande, der er afgørende for vores eksport og økonomiske vækst, og vi stiller store krav om omstilling, modernisering og tilpasning til de politiske og økonomiske standarder, vi har udviklet. Først og fremmest fastholder vi den europæiske tankegang, der går ud på, at hvor vigtigt markedet og markeder end er for både velstand og frihed, så lever vi mennesker i samfund, der ikke kun bindes sammen af penge - og hvor vi har ansvar for hinanden. PERSPEKTIVET i udvidelsen begrænser sig ikke til de ti lande, der nu forhåbentlig siger ja til os, når vi forhåbentlig siger ja til dem. Bag denne udvidelse venter to andre, der målt i mennesker vil være lige så store: Balkan, der efter et årti med krig mere end nogensinde sukker efter Europa. Og Tyrkiet, der netop har taget endnu et stort skridt i demokratisk og europæisk retning, og som fortjener at få en dato: ikke på hvornår tyrkerne kan blive medlemmer, men på hvornår vi vil indlede realitetsforhandlinger med dem om det spørgsmål. I det daglige ligner EU ofte en uigennemskuelig kompromismaskine. Udvidelsen minder os om, at det i sin kerne er det mest ambitiøse og generøse politiske eksperiment, som den demokratiske verden nogensinde har kastet sig ud i.