DET ER OPMUNTRENDE toner, der i denne uge er lydt fra Danmarks Lærerforenings kongres. Ud med det minutiøse bogholderi af hvert eneste sekund i en lærers arbejdsår og ind med lærerjobbet som 'et kald', som verdens vigtigste arbejde og som et job, lærerne kan være stolte af. Den nyvalgte formand, Anders Bondo Christensen, peger i gårsdagens avis på, at dette ikke er et tilbagetog for lærerne i lønkampen mod arbejdsgiverne, men derimod eneste farbare vej frem: Først når lærerne har skabt respekt om det arbejde, de udfører, kan de skabe forståelse for, at det arbejde selvfølgelig skal belønnes med en anstændig løn. DE NYE SIGNALER fra en organisation, som har fået øgenavnet lærerforsteningen, skal være meget velkomne. Det er på høje tid, de kommer, og de er helt afgørende, hvis folkeskolen skal ud af den negative spiral, den i de seneste år har været inde i. Alt for længe har lærerforeningens politik været alt andet end visionær. Med fastholdelse af den forældede arbejdstidsmodel har foreningen groft sagt reduceret lærergerningen til et lønarbejde, samtidig med at udviklingen på det øvrige arbejdsmarked går i retning af fleksibel arbejdstid og opgavestyring. VI MÅ HÅBE, at signalerne fra lærernes organisation trænger gennem de tykke mure på Christiansborg. Og trænger gennem til de bevilgende myndigheder i kommunerne. For al udvikling i folkeskolen begynder og slutter med lærerne. Det er dem, der kæmper den daglige kamp bag katederet for at få enderne til at mødes mellem ideal og virkelighed. Signalerne bør opfanges som det, de er: en udstrakt hånd, som bør gengældes af bedre arbejdsvilkår og bedre løn. Og for kommende lærere en femårig uddannelse. Med lærerforeningens nye signaler har politikerne fået kvalificeret modspil.