SAMARBEJDET ER ungt endnu. Kun seks år. Perspektiverne i en intensivering er kolossale. Østasien og Europa kan i en stadig mere turbulent og uforudsigelig verden arbejde i retning af en fælles ansvarlighed, som kan gavne andre kontinenter. Kommissionsformand Romano Prodi taler om en ny Silkevej, som klodens største handelsrute i moderne tid. Store ord for et samarbejde, der ikke engang har et fælles bureaukrati, endsige en postadresse eller et fælles sekretariat. Alligevel vil det være forkert at underspille betydningen af, at ledere fra lande, der tilsammen rummer en tredjedel af klodens befolkning, kan mødes og udveksle synspunkter og koordinere holdninger om emner af global betydning, som det er sket efter afholdelsen i København af to døgns topmøde i ASEM- samarbejdet. Det fortjenstfulde er, at regeringscheferne mødes som ligeværdige parter på tværs af forskelle i politiske systemer. Derfor får de indlysende uenigheder om f.eks. menneskerettigheder ikke lov til at udløse 'kriser'. I stedet kan Europas erfaringer tjene til at skabe inspiration i de lande i Asien, hvor det demokratiske underskud er indlysende, og hvor civilsamfundet behøver friere vilkår. Og europæerne kan få bedre muligheder for at kende de asiatiske civilisationer. HVIS SAMARBEJDET får en fastere og mere institutionel ramme på sigt, kan verden komme til at opleve en ændret balance i den globale magtlogik. På stadig flere områder, og aktuelt i spørgsmålet om international terrorbekæmpelse, er der voksende overensstemmelse mellem østasiatiske og europæiske lederes synspunkter - i en klar modsætning til den nuværende amerikanske linje. Dermed ser vi ikke nødvendigvis begyndelsen til brud mellem USA og dets allierede i henholdsvis Europa og Østasien, men balancepunktet i verden vil forskubbes. Det er i enhver henseende påskønnelsesværdigt.