EN SØFARERNATION som den danske har godt af løbende kontakt til Odysseus, »den aldrig forlegne, der flakked viden omkring, da han først havde styrtet det hellige Troja«. Den græske skippers utallige kvaler og dårlige vejrlykke er til at tage ved lære af, mens man forsøger at slå sig igennem som nordisk viking. Og den nye oversættelse af Homers 'Odysseen bliver de kommende mange år en ualmindelig god anledning til et gensyn med grækerne og deres sindrige søfarer. Otto Steen Due har gjort det igen og føjet endnu et mesterværk til de store oversættelser, der bærer hans navn: 'Ovids Metamorfoser', 'Vergils Aeneide' og 'Homers Iliade'. DET ER IKKE enhver generation, der kan mønstre en oversætter, som kan magte 'Odysseen'. Men det mærkelige eller lykkelige er, at der i dagens Danmark er andre end Due, der dur: Vi er p.t. velsignet med så mange fremragende oversættere, at det er uden historisk fortilfælde. Verdenslitteraturens store forfattere, fra vores egen Saxo til Dante, Cervantes, Shakespeare, Thomas Mann, Marcel Proust og talrige andre, bliver i disse år fordansket på et niveau, som aldrig er set før. Det er en oversættelsernes guldalder, vi lever i, og den falder sammen med en villighed hos forlæggerne og en modtagelighed hos publikum, som alt i alt gør den aktuelle periode omkring år 2000 til noget enestående i vores litterære historie. I græske guder, det står godt til. Vi har en direkte kontakt til verdenslitteraturen, som vi ikke har haft før. Og fænomenet rækker langt ud over den lille litterære republik: Nyoversat verdenslitteratur købes og læses i store tal og af mange mennesker. Så vi står glade til søs i det græske øhav med både 'Iliaden' og 'Odysseen'. Og glemmer alt om Jeremiaden.